Spilfeberen sætter ny rekord

Samsung folder sig ud igen

Samsung ser ikke ud til at ville droppe folde-mobiler, selvom de aldrig er blevet den landeplage, som mange havde forventet for et år siden eller to. Her i 2020 bliver klap-telefoner nok heller ikke det store hit. Af to grunde:

Dels er de fortsat alt for dyre – de koster langt over 10.000 kroner. Dels ligger publikums interesse på 5G telefoner og, hvad man skal betale for dem. De bliver i hvert fald langt billigere, hvis man vil have dem uden et fold på midten.

I februar lancerede Samsung en billigere variant af sin Galaxy Fold fra sidste år. Galaxy Z Flip hedder den. Med lidt svagere processor og mindre størrelse, men med en pris på under 12.000 kroner. 4.000 kroner under den første Galaxy Fold.

Nu kunne det så se ud til, at Samsung er ved at gøre klar til anden generation af sine dyre klap-mobil. Galaxy Fold 2 skal den hedde, og den bliver sandsynligvis præsenteret sammen med den nye Galaxy Note20 toptelefon til august.

Lanceringen af Fold 2 kan dog sagtens komme tidligere. Ifølge sædvanligvis vel-informerede sydkoreanske medier begynder Samsung nemlig at producere Galaxy Fold 2 i maj. Herefter vil de første telefoner så være klar til salg fra juni.

I opklappet tilstand kigger Galaxy Fold 2 brugeren på en skærm, der fylder hele 7,6 tommer. Telefonen skal veje 227 gram. (Foto: Benjamin Geskin / Gizmochina)

Den største forbedring i Galaxy Fold 2 bliver skærmen. Samsung skifter nemlig over til en såkaldt UTG type (Ultra Thin Glass), som også bruges i Galaxy Z Flip.

Denne type display skal være mere holdbar og bedre kunne tåle mange flere foldninger end den fleksible AMOLED skærm, der anvendes i første generation af Fold telefonerne.

Når mobilen er klappet op, sidder man foran en skærm på 7,59 tommer. Større end på små tablets. Den grafiske opløsning er på 2.213 gange 1.689 punkter, og displayet bliver lynhurtigt.

Samsung vil nemlig placere et display med 120 Hz ”refresh rate”. Det høje antal opdateringer i sekundet vil især glæde brugere, der ser meget video og tv på deres smartphone eller bruger den til avancerede computerspil.

Tilsyneladende vil Galaxy Fold 2 også have større til Samsungs S Pen. Dermed er grænsen mellem tablets og smartphones fuldstændig udvisket, for det gør Fold meget mere oplagt for professionelle brugere. Folk, der f.eks. klikker meget rundt i store regneark eller bruger deres skærm til at tegne på.

Galaxy Fold 2 får en meget større ydre skærm end forgængeren. Kameraerne er overtaget fra Samsungs nuværende Galaxy S20+ telefon. (Foto: Benjamin Geskin / Gizmochina)

Da Galaxy Fold 2 er halvandet år nyere, vil telefonen komme med en stærkere processor og mere hukommelse end forgængeren. Indendørs vil sidde en Snapdragon 865 eller Samsungs kraftigste motor af egen avl. Hvilken afhænger af, hvor folde-mobilen sælges i verden.

Ligesom sin forgænger kan den nye Samsung også bruges i lukket tilstand. På ”ryggen” af telefonen sidder nemlig et ekstra display. Det vil være meget større og mere anvendeligt end på Fold 1. Det vokser nemlig fra 4,6 til 6,23 tommer.

Endelig får Galaxy Fold 2 bedre kameraer end første generation. Samsung ventes at genbruge de samme billedskydere, som kendes fra Galaxy S20+. Batteriet bliver 4.500 mAh og kan oplades både trådløst og via kabel med 25 watt.

Galaxy Fold 2 skal komme i to farver – Martian Green og Astro Blue – men mon ikke der også kommer en mere neutral udgave i sort. Købere vil kunne vælge mellem 256 og 512 GB lager.

(Indledningsfoto til artiklen: Weibo

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Spilfeberen sætter ny rekord