Vis din smartphone helt nøgen
Mange ejere af smartphones har en nærmest ubændig lyst til at kigge indenfor under coveret for at se, hvad det er for en elektronik, der gør deres nye mobil så hurtig og så dyr.
De færreste får nogensinde gjort det. Nok meget klogt. For dels ryger garantien, hvis man selv gør indgreb i sin telefon. Dels kræver det ofte special-værktøj, så man ikke engang kan få lov til at udskifte mobilens batteri. Kun autoriserede værksteder må.
Godt, at der så er kreative cover-designere, der hjælper en på vej. De har affotograferet populære mobilers indmad og printet en kopi på et transparent cover, man kan købe.
Det slår to flyer med ét smæk. Coveret beskytter mobilens originale overflade – og det ser cool ud. Synes mange, når de kan se processorer, kameraer og andre chips arbejde. Også selvom det er fake.
Amerikanske dbrand har nu præsenteret de flotteste gennemsigtige covers på markedet. Det er sket i et tæt samarbejde med YouTube stjernen Zack ”JerryRigEverything” Nelson. Han er berømt for at skille nye smartphone modeller ad og vise operationen på video.
Teardown hedder den nye cover serie fra dbrand, og den er (naturligvis) gjort ”limited” for at øge efterspørgslen en ekstra gang. For den skal nok komme. De nye ”indblik” fås nemlig ikke kun til Apples nye iPhone 11, men også i Samsungs Galaxy S10 og Note10 telefoner, den nye OnePlus 7 og såmænd også i Nintendos populære Switch spillekonsol.
Interesserede skal dog nok rubbe sig. Dbrand sælger nemlig kun Teardown coverne i en uge, og de første par dage er gået. Prisen pr. cover er 20 dollars – ca. 135 kroner. Vil man have dem i en særlig robust udgave, øges prisen til 30 USD – godt 200 kroner….
(Indledningsfoto til artiklen: dBrands)
Ingen kommentarer endnu