Li-Fi er 2.000 gange hurtigere end Wi-Fi
Fysikere vil kunne bekræfte, at lys – som del af det synlige spektrum af bølger – er meget hurtigere og mere effektive til at overføre signaler, end radiobølger er.
Man kan så spørge sig, hvorfor lys ikke bruges meget mere til f.eks. internet, tv-transmissioner og ekstrem hurtige data-overførsler. OK – det gør lys også i fiberkabler via laserstråler. Men mobiltelefoner og hjemme-netværk kører stadig med radiobølger. Både via tusinder af radiomaster landet over – og via Wi-Fi.
Det næste store fremskridt kommer (måske) med Li-Fi teknologien. Li står for lys, og den teknologi bruger en tingest, vi alle har omkring i boligen, på kontoret og udendørs i byen. Nemlig elpærer.
Dem er der hver dag skønsvis 40 milliarder af tændt hver dag på denne klode. Tænke sig, hvis de kunne erstatte radiotårne, netkabler, Wi-Fi routere osv, der alle sammen ikke er særligt kønne at se på.
Den nye C-224 lampe fra den unge designer Alexandre Picciotto er en af de første kommercielt anvendelige eksempler på Li-Fi. Lampen er udviklet til at give både et godt læselys på biblioteker og samtidig levere en hurtig trådløs internet forbindelse.
Virker den også i praksis og kan sælges til en fornuftig pris, vil C-224 uden tvivl også blive eftertragtet til mødelokaler eller fællesbordet i boligens alrum.
Picciotto bruger en ring af LED-pærer i sin lampe. LEDs er meget bedre egnet til Li-Fi, og lampen fungerer også som internet-forbindelse, når lampen er slukket. Li-Fi ligger nemlig i det infrarøde område, der ikke kan ses af det menneskelige øje.
Ifølge den franske designer giver Li-Fi ikke kun en hurtigere internet forbindelse, end de fleste kender i dag. Wi-Fi downloads ligger i dag typisk på 10 Mbps. Li-Fi skal i princippet kunne overføre 220 Gbps – det er 2.000 gange hurtigere!
Teknologien er også miljøvenlig, fordi man kan lade en almindelig LED-pære til 20 kroner kan fungere som router til internet. Den bruger ikke meget i strøm, kan brænde i 50.000 timer – og man kan rive de mange radiotårne ude i naturen ned.
Li-Fi er desuden mere sikkert. Hvor radiobølger og Wi-Fi trænger gennem vægge og derfor kan opfanges af f.eks. hackere, der står uden for huset, fungerer Li-Fi kun i det begrænsede område, hvor elpæren lyser.
Ingen kommentarer endnu