Bonfire er Facebooks nye video chat
”Bonfire” siger nok ikke mange danskere noget. Ud over, at det kan oversættes til ”bål” eller ”lejrbål.”
Der er nok heller ikke mange af Danmarks omkring tre millioner Facebook brugere, som har opdaget, at de har fået en spændende ny app til videochat i grupper. Og den hedder Bonfire.
Facebook prøvekører løbende nye funktioner og apps i afgrænsede områder og lande. I Bonfires tilfælde er det åbenbart Danmark, som er valgt som testmarked. Bonfire ligger til gratis download på den danske del af Apples App Store og i Googles App Store.
Via Bonfire kan op til otte venner på internet video chatte med hinanden. De kan lægge sjove emojis og krydre samtalerne med special effect a la dem, vi kender fra f.eks. Snapchat og Instagram.
Som noget ret unikt kan Bonfire arbejde både som selvstændig app og sammen med Facebook Messenger. Man behøver ikke engang at downloade Bonfire for at deltage. Har en iPhone eller Android bruger i Danmark hentet app’en, kan han eller hun invitere venner med fra hele verden i video chatten via Messenger.
I Messenger vil Bonfire blive vist som picture-in-picture. Billederne af de forskellige chat-deltagere er placeret nederst på skærmen. Man kan også bruge Messenger samtidig med Bonfire.
Sandsynligvis vil Facebook integrere Bonfire med alle sine forskellige platforme. Ikke kun Messenger, men også Facebook selv, Instagram og WhatsApp.
Bonfire har ligget i den danske App Store siden midten af august, og for få dage siden er app’en også kommet hos Google. Indtil videre har kun et par tusind danskere downloadet app’en.
Mange flere vil Facebook nok heller ikke have, for som en Facebook talsmand siger “We’re running a very small test in Denmark of an app we call Bonfire. We have nothing further to share at this time.”
Bonfire ser ud til at være nok en kopi af en god idé, som andre har haft. Facebook beskyldes f.eks. ofte for at ”tyvstjæle” features fra Snapchat. I dette tilfælde har Facebook ”lånt” hos den amerikanske gruppe video app Houseparty.
Bonfire giver i øvrigt god mening for Facebook: App’en kombinerer nemlig trenden mod stadig mere video i de sociale medier med mange brugeres ønske om at kunne holde private chats og diskussioner. Samlet i én enhed.
Desuden sigter Bonfire med sine special effects direkte mod især teenagere, som Facebook har problemer med at lokke og fastholde. De bruger i stedet Snapchat eller Instagram, der indeholder masser af kreative billed filtre.
Det vides ikke, hvornår Facebook vil lancere Bonfire i sin færdige form, men mon ikke det sker senere i efteråret….
Ingen kommentarer endnu