S8 skal vende kurven for Samsung
Samsung løftede sløret for sine med spænding forventede Galaxy S8 telefoner i onsdags – i hvad der nok er mobilbranchens næststørste lancering i år.
Formentlig vil kun Apples præsentation af iPhone 8 og iPhone 7S til september overgå Samsungs i medie dækning. Fordi Apple fejrer iPhones – og dermed smartphonens – 10 års fødselsdag.
Hvor vigtig Galaxy S8 er for Samsung, kan man se i denne nye infografik fra Statista:
Den viser, at Samsungs globale markedsandel i antal solgte smartphones i verden er faldet fra 31,9 pct. for tre år siden til 18,1 pct. i fjerde kvartal af 2016.
Hvad der måske gjorde endnu mere ondt på Samsungs selv-opfattelse var, at Apple for første gang siden 2011 solgte flere telefoner end Samsung i oktober, november og december sidste år.
Samsung skal bruge Galaxy S8 til at genvinde tilliden hos publikum efter efterårets styrtdyk med de brændende Note 7 telefoner.
Note 7 skandalen har næppe haft den helt store betydning i Danmark, hvor den famøse telefon aldrig nåede at komme til salg. Men ude i verden har det slidt på Samsungs gode renommé.
Samsung har også virkeligt lagt sig i selen med Galaxy S8 og S8+. De nye telefoner virker superlækre, og skærmene er bare flotte. De er større end på tidligere Galaxy S telefoner og fylder næsten hele fronten uden rammer.
Rygterne vil vide, at Apple vil præsentere et lignende skærm design i sin næste iPhone 8.
Viser det sig at være tilfældet, vil det være en moralsk sejr for Samsung, der ellers ofte er blevet beskyldt fr at kopiere design elementer fra Apple. Ikke omvendt.
Samsung Galaxy S8 kommer i øvrigt med flere banebrydende features, som ikke blev nævnt ved den officielle premiere for et par dage siden.
Dels er Galaxy S8 den første smartphone med den helt nye og forbedrede Bluetooth 5.0 teknologi ombord. Den lover længere rækkevidde end de nuværende 10 meter og bl.a. muligheden for at tilslutte to sæt trådløse øretelefoner til samme mobil.
Dels vil Samsung udsende en særlig Microsoft Edition udgave af Galaxy S8, der indeholder en hel stribe Microsoft apps. Først og fremmest Office, men også Skype, Outlook email, Cortana assistenten, Bing søgemaskinen og OneDrive lagring af data i skyen.
Galaxy S8 Microsoft Edition kommer på gaden i USA samme dag som den “almindelige” S8. Hvornår det vil ske i Danmark, vides ikke lige nu….
Ingen kommentarer endnu