Her er B&O’s første soundbar
Selvom B&O selv har lagt i kakkelovnen til, at Danmarks prestige mærke i audio og tv kunne blive sat til salg, dæmper det heldigvis ikke Struer-folkenes lyst og evner til at udvikle spændende nye produkter.
Stage er navnet på B&O’s første soundbar. En tv-højttaler, der passer til alle fjernsyn. Også til apparater fra andre fabrikanter, der kan få lyden på deres skærme forbedret markant med den danske nyhed.
Designet er umiskendeligt Bang & Olufsen, selvom man til Stage har hentet hjælp fra arkitekt-firmaet NORM. Det er bl.a. kendt for sit arbejde med designer hotellet The Audo i Københavns Nordhavn, for møbler til det trendy livsstils mærke Karimoku og for indretningen af den første Sticks’N’m Sushi restaurant i London.
Typisk for B&O bruges rene og enkle linier i den nye Beosound Stage. Materialerne er træ og aluminium, hvor sidstnævnte er skåret ud i ét stykke. Øjet skal ikke kunne se samlinger. Køberen kan vælge Stage i enten ren alu finish, i bronze-farvet aluminium eller i røget eg. For B&O er højttaleren et møbel, der ikke kun skal spille flot, men også set godt ud.
Indendørs i Beosound Stage sidder hele 11 højttaler-enheder, der hver har tilknyttet sin egen 50 watts forstærker. Det hele styres af en avanceret digital sound processor (DSP). Den kan via Dolby Atmos skabe 3-D lyd til de film, som vises på tv-skærmen.
Stage er en tre-vejs højttaler med hele fire bas-enheder på hver fire tommer placeret i center-kanalen. Her sidder også to mellemtoner på 1,5 tommer og en enkelt dome diskant på ¾ tommer. Dertil kommer en 1,5” mellemtone og ¾” diskant ude i hver side af tv-højttaleren, hvor de er vinklet i 45 grader for at give en optimal 3-D effekt.
Beosound Stage kan kontrolleres via en fjernbetjening eller en smartphone app, hvor man bl.a. kan vælge mellem fem forskellige faste lyd-indstillinger. B&O kalder dem for ToneTouch, og de omfatter TV, Music, Movie, Night Listening og None. Via ToneTouch kan hver enkelt ”mode” fin-justeres efter brugerens smag.
Den elegante soundbar kan bruges både sammen med B&O tv og fjernsyn fra andre fabrikanter. Den fungerer også fint som med et Hi-Fi anlæg eller som del af et multi room system. I den forbindelse er det vigtigt, at Beosound Stage er kompatibel med Chromecast, Apple AirPlay 2 og Bluetooth.
B&O’s første soundbar kan købes senere på efteråret i B&O butikker, hos udvalgte andre forhandlere og online hos B&O selv. Udgaven i røget eg vil dog kun blive solgt i Bang & Olufsens egne butikker. Beosound Stage i aluminium eller bronze-farvet alu skal koste 11.000 kroner. Versionen i røget eg skal man så af med 16.500 kroner for.
Dyrt, men dejligt….
Ingen kommentarer endnu