Rol er fremtiden for el-scootere
El-løbehjul – eller på engelsk bare scooters – er blevet et almindeligt fænomen i trafikken. Også i Danmark, hvor udviklingen først lige nu er ved at tage fart.
Det ses også af, at politikerne i både byråd og på Christiansborg er begyndt at diskutere lovgivning omkring de små smarte køretøjer.
Samtidig har store internationale udlejnings-selskaber som Tier og Voi etableret sig i København og Aarhus, hvor de ser en stor business fremtid i el-løbehjul som alternativ til biler og cykler.
Derfor er det vel oplagt at tale om el-løbehjulenes fremtid. OK – de har allerede elmotorer, som biler først så småt er ved at få. På den anden siden har moderne personbiler allerede trafik-assistenter og digitale hjælpemidler, som el-løbehjulene i den nuværende generation mangler.
Amerikanske Knack Design Studio har præsenteret forslag til fremtidens el-løbehjul. Futuristisk i både udseende, funktioner og betjeningsmåde.
Først og fremmest fjerner Knack’s ROL løbehjul en stor del af den manuelle betjening. Ikke kun kan løbehjulet langt hen ad vejen kontrolleres direkte fra en smartphone.
ROL kan også automatisk returnere til sin p-plads eller blive omdirigeret til områder af en by, hvor der lige nu er ekstra travlt og efterspørgslen stigende efter el-løbehjul til leje.
På den måde fungerer ROL både som et intelligent el-køretøj og som sin egen infra-struktur. Ideelt for byer, der vil tilbyde el-løbehjul til sine indbyggere – eller naturligvis for selskaber som Voi eller Tier, der håndterer flåder med tusinder af scootere.
Da ROL løbehjulene kan køre autonomt, sparer udlejerne besværet med at søge efter forsvundne køretøjer. De forsvinder aldrig helt, fordi de står i løbende GPS satellit forbindelse med kontrol-centralen.
For personen, der vil leje et el-løbehjul, har ROL systemet også store fordele. Han eller hun kan blot trykke på sin mobiltelefon app, hvorefter et el-løbehjul vil komme kørende direkte til bestilleren. Lidt ligesom en taxa.
Den integrerede GPS udnytter ROL selvfølgelig også til at hjælpe sin rytter. Vedkommende har f.eks. på sin smartphone angivet, hvor køreturen skal gå hen – og løbehjulet vil så via et lille display på styret angive med pile, i hvilken retning rytteren skal køre.
ROL fra Knack Design er fremtids-musik – javel – men altså toner man allerede kan høre ude i horisonten. Tænk blot på, hvor hurtigt tanken om selvkørende biler er på vej ind. For få år siden var det noget, man kun så i science-fiction film og tegneserier….
Ingen kommentarer endnu