Lyden fra Louis Vuitton
Hvis I synes, at det er dyrt at betale 1.300 eller 1.700 kroner for et par små trådløse øretelefoner, skal I kigge en helt anden vej. Når der står de berømte LV bogstaver på et nyt produkt, koster det mange flere penge.
Det gælder også for Louis Vuittons første ørepropper, der ser ud til at blive lige så dyre pr. gram som berømte mærker parfume pr. liter. 995 USD eller knap 6.700 kroner skal de små LV Horizon nyheder koster.
Det afskrækker næppe de kvinder, der betaler samme pris eller meget mere for at komme i besiddelse af en Louis Vuitton taske, kuffert, smykke eller et par sko med det specielle logo. Og naturligvis skal det være den ægte vare. Ikke de mange billige kopier af Louis Vuitton produkter, som kan købes overalt i Asien og på mange badestrande sydpå.
Helt ægte er de nye øretelefoner heller ikke. I hvert fald er det ikke Louis Vuitton, der har udviklet og produceret de nye Horizons. Dem har LV købt hos den velrenommerede Hi-Fi fabrik Master & Dynamic i New York.
I praksis er LV nyheden identisk med Master & Dynamics glimrende MW07 øretelefoner, der har været på markedet i et stykke tid. De største forskelle er LV logoet, de farver man kan købe de nye ”earbuds” i – og en lidt anderledes designet bære-æske med trådløs opladning.
LV øretelefonerne har samme 10 mm driver – højttaler enhed – af dyrt beryllium materiale. Driftstiden på beskedne 3,5 timer på en opladning er også den samme.
Til gengæld er der ekstrem forskel i pris. Master & Dynamics MW07 kan købes for 299 USD. Får øretelefonerne LV logoet på, koster de det tre-dobbelte.
Louis Vuitton ser i det hele taget ud til at satse mere på elektroniske gadges. Sikkert ud fra erkendelsen af, at luksus-mærkets kerne-kunder også bærer rundt på en smartphone eller en laptop. Så kan den gadget lige så godt bære de eftertragtede LV bogstaver.
I december lancerede Louis Vuitton anden generation af sit Tambour Horizon smart-ur. Alt efter version, man vælger, koster det den nette sum af mellem 2.250 og 8.500 USD. Det er fra 15.000 til 57.000 kroner. Noget mere end Apples populære Watch….
Ingen kommentarer endnu