Super Coke kick i Japan
Det er jo ingen hemmelighed, at der er meget koffein i cola. Ikke helt så meget som i en stærk kop kaffe eller en dåse energidrik, men alligevel.
Farven er også næsten den samme, så det har vel ligget lige til højrebenet at lave en Coca-Cola kaffe. Den er netop kommet på markedet i Japan som første land.
Den nye Coca-Cola Coffee Plus indeholder 34 mg koffein i en dåse med 190 ml kold kaffe. Den nye coke skal nemlig nydes afkølet ligesom iskaffe.
Desuden indeholder den nye kaffe-cola 50 pct. færre kalorier end en dåse med ”real coke”. Så man kan vel roligt sige, at brugerne får ”more coffein, less sugar.”
Folk, der har prøvet den nye drik i Japan, fortæller, at den hverken smager som Coca-Cola eller som en kop kaffe. Snarere ”specielt” eller ”usædvanligt”, hvilket formentlig det specielt udviklede pulver, som Coca-Cola har anvendt for at øge koffein-mængden.
Coca-Cola nævner ikke noget om, hvorvidt kaffe-colaen skal sælges på andre markeder. Den ville da ellers være oplagt i lande som Danmark eller Finland, der hører til de mest kaffe-drikkende lande i verden.
I Japan selv forsøger læskedriks giganten at holde den nye drik eksklusiv og eftertragtet. Den kan f.eks. ikke købes i supermarkeder, barer eller kiosker – kun i Coca-Colas egne automater….
Ingen kommentarer endnu