Google har udviklet e-tekstil

Workplace Rooms angriber Zoom

I ly af Corona krisen har Facebook fået voldsomt travlt med at lancere nye services og features. Aldrig før har man set så mange nyheder trille ud fra Mark Zuckerbergs chef-kontor som i disse dage og uger.

Først kom Facebook med sit længe ventede nye layout af pc/Mac-skærmen til verdens største sociale medie. Den opgradering med bl.a. en mørk natte-skærm er endnu ikke dukket op i Danmark.

For en uge siden kom så Messenger Rooms, der er Facebooks svar på video-chat services som Zoom eller Google Meet. Messenger Rooms er henvendt til private Facebook brugere.

Derefter kom nyheden, at Facebook havde købt Giphy – en populær platform til at lave Gif animationer af sine billeder på. Giphy bliver nu en integreret del af Instagram.

Workplace Rooms skal være meget nem og sikker at anvende. (Foto: Facebook)

For et par dage siden fulgte Facebook Shops, der er en direkte konkurrent til Amazon. På Facebook og Instagram kan både små og større forretninger sælge deres produkter mod, at Facebook får en procentdel af indtægterne.

I nat meddelte Mark Zuckerberg, at Facebook bliver en virksomhed af hjemme-arbejdere. Ifølge det britiske erhvervs-medie ”Financial Times” vil halvdelen af Facebooks godt 48.000 ansatte arbejde fra deres hjem om fem til ti år.

Trenden mod hjemme-arbejde er allerede i fuld gang i Facebook koncernen, der ud over Facebook selv omfatter bl.a. Instagram, Messenger, Whatsapp og Oculus virtual reality udstyr.

Den aller-seneste nyhed fra Facebook er Workplace Rooms, der kan betragtes som en professionel udgave af Messenger Rooms til virksomheder og den offentlige sektor. Direkte konkurrenter er Microsoft Slack og Teams,  Google Meet og andre større video-konference systemer.

Op til 50 deltagere kan holde video-chat og video-møde via Workplace Rooms. (Foto: Facebook)

Facebook kalder sin nyhed for et ”virtuelt møderum”, hvor op til 50 deltagere kan være med på samme tid. Sikkerheden skal være i højsædet for at skabe afstand til Zoom, der ganske vist er vildt populær, men hullet som en schweizer-ost.

Der er ingen begrænsninger på, hvor lange video-møderne kan være, og brugerne behøver ikke at have en Workplace konto for at være med.

Deltagerne kan starte et video-møde både fra Facebooks nyheds-strøm, fra Workplace Chat, Groups eller Facebooks Portal skærme. Møderne kan deles som video, chat, e-mail eller sms.

Blandt features i Workplace Rooms er bl.a, at man kan dele skærme, så det bliver lettere at drøfte fælles projektere. Man kan også låse et video-rum af, så ingen uvedkommende kan kigge med. Man kan samtidig fjerne uønskede deltagere. Med andre ord er en af Zooms svagheder udryddet – den såkaldte ”zoom bombing.”

Man kan også bruge Facebooks egne Portal skærme til det nye video-konference-system for professionelle. (Foto: Facebook)

Ifølge Facebook har Workplace fem millioner betalende medlemmer i øjeblikket. Det er to millioner flere end i oktober. Tilsvarende har Work Groups – en slags Facebook gruppe for kolleger – over 20 millioner aktive brugere efter kun seks måneder på markedet.

Workplace Rooms ser ud til at have givet Facebook et stort skridt fremad i forsøget på at vinde professionelle brugere. Facebook har altid været domineret af privat-personer. Virksomheder bruger også Facebook, men til markedsføring og reklame – ikke som et samarbejds-værktøj.

Ligesom Zoom har Facebook dog et lidt blakket image, som skal fjernes, før alle stoler 100 procent på mediet. Hos Facebook husker alle vel misbruget af personlige oplysninger, salg af brugernes data til eksterne marketing-firmaer osv….

(Indledningsfoto til artiklen: Facebook)

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Google har udviklet e-tekstil