Heineken satser på Instagram

Uret har kunstig intelligens

Måske Apple og Samsung skulle kigge sig tilbage over skulderen. Der begynder at vrimle med smartwatch konkurrenter – og det ser ud, som om det nye Dagadam ur er det smarteste af alle.

Dagadam er nemlig det første ur på markedet med kunstig intelligens.

Den bruger Dagadam til at analysere og lære den måde, ejeren anvender urets funktioner på – hvordan han eller hun f.eks. reagerer på notifikationer, hvilke ting vedkommende tjekker først om morgenen og oftest i løbet af dagen.

Informationerne bruger uret så til at at lægge funktionerne til rette i den rigtige rækkefølge. Faktisk som en personlig elektronisk assistent eller butler.

Dagadam Hub – det kaldes det kloge center – er kun en af flere spændende nye funktioner, som jeg ikke før har set i smartwatches.

En anden er at udnytte kronen – urringen omkring displayet – som touch panel. Ved at berøre ”Sense” ringen kan man f.eks. navigere, klikke, scrolle, zoome, justere musikkens lydstyrke i øretelefonerne osv.

Denne smarte idé betyder samtidig, at antallet af funktioner på selve den runde skærm kan begrænses. Uret bliver nemmere at betjene, fordi funktionerne er spredt mere ergonomisk.

I har formentlig aldrig hørt navnet Dagadam før – heller ikke jeg.

Dagadam er udviklet af et helt nyt firma i San Diego i Californien, hvor et team af entusiastiske designere ville skabe et ur, hvor nem og tidsbesparende betjening var det vigtigste. Også selvom uret har lige så mange funktioner som andre smartwatches – blot gemt logisk lidt af vejen.

Til det formål har Dagadam skrevet sit eget styresystem – Ticwear OS – der er kompatibelt med både iPhones og Android telefoner.

Uret skal jo – som de fleste andre smartwatches – kommunikere trådløst med en smartphone for at hente advarsler om opkald, emails, sms, Facebook opdateringer, kalender aftaler eller streamet musik fra internet.

Det ydre design er klassisk rundt, og de anvendte materialer er de samme, som også bruges til f.eks. jagerfly og amerikanske rumkapsler og satellitter.

De sikrer bl.a, at uret er meget solidt og stødsikkert. Desuden kan det ligge i 30 minutter på op til en meter vand uden at drukne. Det er kravene til IP67 standarden for vand- og støvtæthed.

Skærmen er på 1,4 tommer og 400 gange 400 punkter. Den kan vise 16,7 millioner farver og justere sin lysstyrke og kontrast automatisk efter lysforholdene omkring brugeren – f.eks. stærkere kontrast i solskin, så skærmens indhold kan læses lettere. Over skærmen er lagt buet og ridsefast Gorilla glas.

I hjertet af Dagadam sidder en Snapdragon processor med 8 GB RAM og 512 GB lager. Det indbyggede batteri på 450 mAh skal køre i tre hele dage uden opladning.

Dagadam kommer komplet med et pænt udvalg af apps, og flere vil komme til efterhånden – mange af dem kompatible med kendte apps fra iPhone og Android.

Dagadam Fit er en medfølgende app, der udnytter urets indbyggede sensorer til at måle f.eks. puls, temperatur, antal løbede kilometer, tidsforbrug på motion, kalorie forbrænding osv.

Det kan de fleste andre smartwatches også, men de kan til gengæld ikke holde øje med  analysere brugerens daglige madvaner.

Dagadam Fit kan således lave daglige rapporter over kalorie-indtag og -forbrug, fedtmængde, vitaminer, proteiner osv – baseret på brugerens højde, vægt, alder, køn og kondi. Desuden fortæller app’en, om man indtager mere føde og væske, end man forbrænder eller omvendt.

Dagadam Buddy er en anden innovativ app i uret. Den gør det muligt at udveksle personlige kontakter og social media information med en anden Dagadam bruger ved blot at trykke fem sekunder på urringen på begge ure.

Det bliver spændende at se, om Dagadam kan overleve, når det lille firma nu skal ud at slås med giganterne i ur-industrien.

I første omgang søger Dagadam finansiering via Kickstarter. Her kan alle interesserede i øjeblikket forudbestille et eksemplar til 169 GBP – det svarer til ca. 1.500 kroner….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Heineken satser på Instagram