Instagram slår Snapchat klart

Turing viser fremtidens mobil

Hvordan ser man forskel på moderne smartphones? Godt spørgsmål, for – hånden på hjertet – ligner de alle hinanden.

OK – man kan kigge efter logoer og navnetræk. Så er det hurtigt at genkende en Apple iPhone. Man kan også adskille på skærmstørrelse, processor, kameraer, batteri, pris og udvalget af cover farver. Derefter bliver det svært med forskellene.

I hvert fald er der laaaangt imellem smartphones, som rager ud fra mængden på grund af deres design, udseende og anderledes idé.

Hver af AMOLED skærmene på HubblePhone er på 5,4 tommer og i Full HD+ kvalitet.

Den nye HubblePhone fra Turing Space Industries er sådan en herlig undtagelse. Den har nemlig to skærme, der er hængslet med hinanden på en sådan måde, at de kan drejes 360 grader i forhold til hinanden.

Det giver mange spændende muligheder: Man kan f.eks. arbejde med split-screen med forskelligt indhold på hver skærm. Den ene kan vise tekst – den anden billeder og video. Det er noget, som gamere vil elske.

Det specielle design på HubblePhone er også fint, når man tager fotos og video. Ligesom på et professionelt kamera får man et godt håndtag, og man kan vinkle sin optiske søger, lige som man vil. Risikoen for rystede billeder er meget mindre. Især når man arbejder med zoom.

Turing har placeret det heftige 60 megapixel kamera med 15x zoom i hængslet mellem de to telefon halvdele. Det sparer ikke kun plads, men giver også fordele i håndteringen.

Og apropos zoom. HubblePhone skal komme med et heftigt kamera på 60 megapixel og en 15 gange zoom. Det er ikke noget, vi er vant til på smartphones. Snarere på dyre og meget større spejlrefleks kameraer.

Faktisk har HubblePhone fire kameraer. Det stærke på 60 MP og så tre på 12 MP. De er fordelt med ét på bagsiden af superkameraet og to på den anden skærm. Man kan vælge mellem at bruge de tre som selfie skydere eller som et supplement til hovedkameraet.

Det lyder lidt futuristisk, men det bliver værre: HubblePhone skal udstyres med to separate processorer og RAM – et sæt til hver AMOLED skærm. Lager-hukommelsen kan de to halvdele dog godt være fælles om. Den er på mindst 512 GB.

Når HubblePhone er klappet sammen, fylder den ikke meget.

Processorerne skal være Snapdragon 855. Qualcomms endnu ikke offentliggjorte superchip, der nok først kommer næste år. I øjeblikket er de bedste smartphones nået til Snapdragon 845. Den nye 855 er bl.a. forberedt på fremtidens 5G mobilnet.

HubblePhone får også vildt nye ting i sin software. Man kan således integrere Augmented Reality (AR) i sine meddelelser – senerehen også i sine emails. Det betyder, at brugere kan sende 3D animerede beskeder, der så projiceres ind i modtagerens fysiske omgivelser, når han eller hun tænder for sin mobil skærm.

Nogle læsere vil måske hævde, at de har set noget lignende som HubblePhone før. De har ganske ret. Tilbage i 2006 – et år før iPhone – præsenterede Nokia nemlig sin N93 folde-telefon, hvor de to halvdele også kunne vendes og drejes 360 grader i forhold til hinanden.

HubblePhone er tegnet af den finske designer Paavo Pietola, som bl.a. har arbejdet for Nokia, I de senere år har han bl.a. designet møbler, elcykler, ure, smartphones og elektriske både.

Nokia N93 havde dog ikke HubblePhones to store touch skærme, men ideen med at kunne forvandle sin mobil til en slags camcorder var den samme. N93 blev et lille hit hos entusiaster for 12 år siden, men døde, da Apple kom med iPhone året efter.

Turing Space industries lægger da heller ikke skjul på, at man har ladet sig inspirere af Nokia. Turing kan dog også helt selv med nye påfund og ideer:

Sidste år præsenterede det lille Hong Kong baserede high-tech firma den opsigtsvækkende Turing Phone. Den var bygget i ”liquid morphium” materiale og bød på kryptering af al sin kommunikation – telefon samtaler, sms, email, data overførsel osv.

De to halvdele af HubblePhone kan vendes og drejes 360 grader i forhold til hinanden.

 

 

Turing Phone kom aldrig på markedet, men det gør HubblePhone, der selvfølgelig er opkaldt efter det berømte stjerne teleskop.

Turing lover nemlig, at den revolutionerende mobil med to store skærme kan købes fra begyndelsen af 2020. Det bliver til priser fra 2.750 USD – to en halv gange mere end iPhone X.

I Danmark vil det sige mellem 25.000 og 28.000 kroner. Det er samme pris som de første NMT mobiltelefoner tilbage i 1980’erne. Dengang en mobil var et bærbart bilbatteri med et telefonrør på toppen….

 

For 12 år siden viste Nokia samme idé som Turing i dag. Nokia N93 blev et lille hit blandt de mennesker, der tog mange fotos med deres mobiltelefon.

For et år siden valgte Turing Phone opsigt med sit materialevalg og design. Den telefon er dog død og borte i dag.

HubblePhone kan også bruges som en “almindelig” foldetelefon – en “clam shell” på engelsk – som bl.a. Samsung, LG, Huawei og Apple er på vej med.

 

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Instagram slår Snapchat klart