Droner sætter ild i oliepriserne

TCL er et mobilmærke, man bør huske

Et og andet kunne tyde på, at vi efter nytår skal vænne os til nok et mobiltelefon mærke på det danske marked. Det er sådan set allerede, men gemmer sig bag andre navne.

Historien drejer sig om TCL, der er en af Kinas store elektronik fabrikanter. TCL er bl.a. kendt for at sælge billige tv med LCD-skærme og har i de seneste par år købt rettighederne til at producere mobil-mærker som Alcatel, Blackberry og Palm.

I forbindelse med den netop overståede IFA 2019 udstilling for forbruger-elektronik i Berlin gik TCL så for første gang frem med en smartphone under eget navn. Plex hedder den, og den vakte behørig opsigt på  IFA. Selv blandt snesevis af andre – og mere kendte – mobiler.

TCL Plex udmærker sig dels ved en lav pris – 329 euro eller ca. 2.500 kroner. Dels ved at have en forbløffende god skærm-kvalitet af en telefon i mellemklassen. Især, når det gælder visning af film og tv.

TCL har nemlig indbygget en dedikeret ”skærm-motor” i Plex. Den kaldes TCL NXTVISION og kan forstærke farverne i seks akser. Skarpe hjørner ”slibes” elektronisk, så de ser mere klare og præcise ud. Desuden tilpasser Plex sit HDR10 kompatible billede automatisk til de omgivelser, telefonen bliver anvendt i. Stærkere kontrast i sollys, lidt svagere farver i tusmørke.

Telefonens ydre design kan godt minde om Huaweis bestsellere. Også her er minimale rammer om skærmen og en afrundet bagside med farveskiftende effekter.  Displayet er på 6,53 tommer og i Full HD+ kvalitet med 2.340 gange 1.080 punkter.

Indenbords sidder en Snapdragon 675 mellemklasse processor, der assisteres af 6 B RAM og 128 GB lager. Batteriet er på 3.820 mAh, og telefonen kommer med et godt gammeldags hovedtelefon stik.

På ryggen sidder tre kameraer, hvor hovedskyderen har en 48 megapixel sensor. De to andre er en 16 MP ultra-vidvinkel og et 2 MP kamera, der udelukkende bruges under dårlige lysforhold. På fronten sidder en 20 megapixel selfie-sensor, som skyder gennem et lille hul øverst i skærmen.

TCL oplyser, at Plex vil blive solgt i udvalgte markedet i Europa fra slutningen af året. Til Norden og Danmark kommer telefonen engang efter nytår….

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Droner sætter ild i oliepriserne