Facebook får data om dating og rejser

Sonys nye XZ4 markedets hurtigste?

For et par år siden havde næsten alle mobiltelefoner skærme i 16:9 format. Så gik der sidste år inflation i formaterne. Eller rettere – smartphones blev gjort mere aflange, for så kunne man sætte displays på flere tommer i, uden at selve mobilen blev fysisk større.

Siden har vi vænnet os til skærm formater på 18:9, 19:9 eller sågar 19,5:9. Man kan efterhånden med føje hævde, at man besidder en lang mobiltelefon. Ikke så meget længere en stor mobil.

Nu ser det imidlertid ud til, at Sony vil bryde alle konventionerne. I slutningen af februar lancerer Sony sin nye Xperia generation med XZ4 telefonen, der skal bringe den japanske elektronik- og mediegigant helt til tops blandt smartphones. Helt derop, hvor Apple, Huawei og Samsung regerer i øjeblikket.

Det bliver med en Xperia XZ4, der både er hurtigere og mere design-mæssigt markant end konkurrenterne. Desuden får den nye Sony naturligvis kameraer i absolut topklasse.

Sonys nye Xperia 4 får samme størrelse skærm som Apples topmodel Xs Max – nemlig på 6,5 tommer. Men da Sony går helt ud på et format på 21:9, virker mobilen mindre og slankere end den dyreste iPhone.

Det mest visuelt i øjnefaldende på XZ4 bliver skærmen, der er i ekstrem 21:9 format og 6,5 tommer stor – ligesom Apples iPhone Xs Max. I Japan taler man om et ”tall display”, og det er jo rigtig nok, så længe telefonen står på højkant. Har man den stående på tværs, må den ligne et wide-screen tv i mini udgave.

Sony undgår heldigvis det grimme indhak i toppen af skærmen, som har skæmmet mange af telefonerne fra 2018. I stedet lader Sony sin XZ4 bibeholde en lidt bred ramme øverst, hvor selfie kamera, sensorer, blitz og højttaler er anbragt.

Rammerne i siderne og i bunden er til gengæld usædvanligt tynde for en Sony, hvilket kunne tyde på, at fingeraftryks skanneren er gemt i selve skærmen – ligesom på f.eks. Huawei Mate 20 Pro.

I dag ankom så en ny overraskelse fra Sony. De seneste nye målinger fra den internationale tempotest platform AnTuTu viser, at XZ4 er betydeligt hurtigere end de nyeste iPhone Xs med A12 Bionic processor ombord og Huaweis Mate 20 telefoner med Kirin 980 chip. Xperia telefonen når tæt på 400.000 i AnTuTu værdi. 395.721 for at være præcis.

De nyeste AnTuTu tempo-tests antyder, at Sony Xperia XZ4 bliver markedets hurtigste smartphone.

Hverken AnTuTu eller Sony fortæller, hvilken processor der sad i test-telefonerne. Efter al sandsynlighed er det Qualcomms Snapdragon 855, som bliver lige så populær og udbredt blandt topklasse mobilerne i 2019, som forgængeren 845 er det i markedets nuværende telefoner.

Sony må dog have tryllet lidt med at toptune de øvrige komponenter i den nye XZ4. Tilsvarende AnTuTu målinger af Snapdragon 855 på andre telefoner kommer nemlig ikke meget over 360.000 i værdi.

Under alle omstændigheder er der tale om meget høje målinger. Det kunne tyde på, at toptelefonerne i 2019 bliver klart hurtigere og stærkere end deres forgængere fra 2018, som ligger i vores lommer i dag.

XZ4 ventes i øvrigt at komme med 6 GB RAM som standard og valget mellem 64 og 256 GB lager. Batteriet bliver på 3.900 mAh og styresystemet Android 9 Pie i den nyeste variant.

Sony XZ4 ser ekstra elegant ud, fordi den ikke har et indhak i toppen af skærmen – den såkaldte “notch”.

Endelig til sidst lidt om kameraerne. De bliver nemlig mere end nogensinde før et område, som smartphone fabrikanterne vil markedsføre sig på her i det nye år.

I 2018 fik vi en første forsmag. Huawei væltede alle andre af pinden med de første tredobbelte kameraer på en smartphone. Firmaets P20 Pro telefon ligger selv efter mange måneder stadig nummer ét på DxOMarks hitliste over verdens bedste kamera-mobiler.

Siden kom Samsung med et fire-dobbelt kamera – sågar på en mellemklasse mobil. Og her op til jul  er Nokia begyndt at lokke med en telefon, der har fem kameraer anbragt på en rund skive på bagsiden. Det ene objektiv er på hele 40 megapixel og med optik fra tyske Zeiss.

I mellemtiden har flere asiatiske smartphone fabrikanter afsløret 2019 modeller, der har objektiver på 36, 40 og 48 megapixel. Det er specifikationer, man ellers normalt kun hører om fra professionelle spejlrefleks kameraer.

Sony laver også Xperia XZ4 i en Compact udgave. Den får en noget mindre skærm på 5,0 eller 5,2 tommer. Compact må også nøjes med et enkelt kamera på bagsiden. (Foto: OnLeaks)

Dog skal man lige tage disse top-angivelser med et gran salt. På grund af den begrænsede plads i en mobiltelefon er billedsensorerne generelt mindre end i et ”rigtigt” fotokamera. Når man så presser samme antal pixels ud af sensoren, betyder det, at hvert aktive billedpunkt er mindre.

Foto-entusiaster vil så påstå, at billederne på en mobil er mere ”stressede”, mindre naturlige og har flere forstyrrelser end det samme foto, skudt med et dyrt spejlrefleks.

Never mind – Sony er en af verdens største fabrikanter af billedsensorer. Både til ”rigtige” kameraer og til smartphones. Rigtigt mange af Sonys konkurrenter køber deres sensorer fra Sony.

Derfor kan vi forvente store ting fra Sony, når det nu er meningen, at den nye Xperia XZ4 skal katapultere Sony tilbage i den absoltte top blandt smartphone udbydere.

De første lækkede fotos af Xperia 4 antyder, at telefonen får et set-up med tre kameraer på ryggen. Mindst ét af dem vil uden tvivl have en sensor i 40 til 48 megapixel klassen….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Facebook får data om dating og rejser