Digital Killed the TV Star

Snapdragons erobrer pc’erne

Igennem mange år har vi vænnet os til pc’er og laptops, der var udstyret med mikroprocessorer fra enten Intel eller AMD. Ingen andre chip producenter kom til fadet gennem over 30 år.

Men nu skal der åbenbart ske revolutioner. Teknologien fra smartphones er nemlig hastigt på vej ind i en ny generation af laptops. Her kører de ikke med Android, Ios eller Chrome styresystemet, men med det velkendte Windows 10 fra Microsoft.

Blot er processorerne fra Intel eller AMD erstattet af Qualcomms Snapdragon 835 chips, der også fungerer som hjerte i de fleste Android smartphones i de dyrere prisklasser.

Desuden skal interesserede i den nye laptop generation vænne sig til samme særhed, som kendes fra de mindre og billigere Chromebooks. De kan kun fungere, når de er online. Alle programmer, apps og dokumenter ligger nemlig ikke lokalt længere, men i en database i en internet ”sky”.

HP’s nye Envy X2 minder om Microsofts Surface Pro. Skærmen kan tages af og bruges som Windows tablet.

 

To af pc-verdenens store er med i den første bølge af Snapdragon laptops – Asus og HP (indledningsfoto). Flere vil uden tvivl følge efter næste år, hvis de to får succes – og det store publikum begynder at købe laptops af samme grunde, som de bruger penge på smartphones.

Netop udviklingen i mobil-industrien, hvor telefoner skal bruge ekstrem lidt strøm, så man ikke hele tiden skal lade batteriet op – kan være det stærkeste argument for at købe en af de nye laptops.

Hvor traditionelle bærbare i dag har deres grænser ved otte til timers drift på en batteri opladning, vil de nye laptops kunne køre i den dobbelte tid eller længere. De skal kunne køre video i 20 timer på batteri og stå i standby i 30 dage.

De nye notebooks fungerer et par sekunder efter, at de tændes. Ikke noget med gabende laaange opstartstider, som mange Windows brugere er vant til.

Snapdragon laptops kan gøres ekstremt slanke, lette og strømbesparende.

Ikke underligt, at Microsoft er begejstret for Snapdragon computerne. Verdens største softwarehus kalder de nye laptops for ”real game changers”. Well – Microsoft har også brug for lidt medvind til Windows, der er kørt fast i takt med, at salget af pc’er falder. Samtidig er Windows aldrig blevet en succes på mobiltelefoner. Her hersker Android og iOS.

Spørgsmålet står dog åbent, om telefon processorerne fra Qualcomm kan levere samme præstationer som Intels Core chips i dagens pc’er og Macs. Intel siger selvfølgelig nej.

Sandsynligvis vil Snapdragon pc’erne gå efter markedet for små og super-bærbare laptops. De bruges typisk af folk, der browser lidt på webben, redigerer dokumenter, opdaterer sociale medier, streamer musik eller pusler med PowerPoint præsentationer. Desuden er de koblet på internet via trådløse Wi-Fi netværk eller 4G mobilnet overalt, hvor de befinder sig.

ENVY x2 er HP’s første udspil i Snapdragon verdenen. Det er i praksis en HP Spectre X2 – blot med en anden processor. Ellers er det en superlet to-i-én laptop, hvor man kan klikke 12,3 tommers Full HD skærm af og bruge den som tablet med touch display. En pen til Windows Ink medfølger, og laptoppen vejer lige omkring et kilo – som tablet uden tastatur kun 700 gram. Indenbords ligger 8 GB RAM og en SSD disk på 256 GB.

Asus NovaGo kan køre video i 22 timer på en batteri-opladning. Vel at mærke med en lynhurtig 4G forbindelse tændt hele tiden. Flot!

 

Asus NovaGo er en mere konventionel laptop med fastmonteret skærm. Det giver nogle fordele rent vægtmæssigt og mere plads, fordi hængslerne til displayet kan gøres mindre. NovaGo har f.eks. en HDMI port og dobbelt så mange USB stik som HP’s konkurrent. Touch skærmen er på 13 tommer med Full HD grafik.

Asus lover desuden, at firmaets Snapdragon laptop kan køre helt op til 22 timer på en batteri opladning. Vel at mærke med en lynhurtig Gigabit 4G sender/modtager tændt hele tiden. Imponerende.

Både HP og Asus venter at sende deres nye laptops på markedet til foråret. Begge vil være udstyret med Windows 10 S styresystemet – ligesom Microsofts egne Surface laptops.

Asus har nævnt 599 USD eller ca. 3.900 kroner som basispris for sin NovaGo med 4GB RAM og 64 GB SSD disk. Vil man have 8 GB og 246 GB som hos HP, bliver prisen 799 USD (ca. 5.200 kr). HP vil ikke afsløre priser før på CES udstillingen i Las Vegas i begyndelsen af januar….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Digital Killed the TV Star