Meow fås nu til Android

Sarita brochen er også en smart alarm

Det er ikke kun os, der stadig har førlighed og hjerne-funktion i orden – forhåbentligt – der skal have hjælp af den moderne teknologi.

Måske især samfundets svage kan have særlig glade af digitale gadges og trådløs teknologi, som er gjort så enkel at bruge, at alle kan være med.

Den lille jyske start-up virksomhed er et fint eksempel. Saritas digitale ”trygheds smykke” til ældre og demente prøvekøres nu i praksis på Aarhus Friplejehjem.

I efteråret vandt Sarita teleselskabet Telias innovations-konkurrence ”JUMP” med netop denne digitale perle. Sarita tog førstepræmien i konkurrence med over 100 andre danske opfindere med en god idé.

Ældre mennesker, der falder i deres bolig eller forlader plejehjemmet uden at være i stand til at tilkalde hjælp, er en alvorlig udfordring inden for ældreplejen og årsag til mange bekymringer hos de pårørende.

Man kan få forskellige alarmer og hjælpemidler til formålet – f.eks. en alarmknap og GPS – men Sarita-perlen kombinerer som det første flere smarte funktioner i en lille dekorativ skive, der kan minde om en moderne broche.

Ud over GPS og nød-knap indeholder ”perlen” bl.a. en stødfølsom alarm, der automatisk aktiveres, når den ældre falder. Desuden er der en to-vejs samtale-funktion, der giver personale og pårørende mulighed for at hjælpe på afstand.

Derudover har Sarita udviklet en digital platform, der er let at bruge og giver plejere eller pårørende adgang til at følge med i den ældres daglige gøren og laden.

Saritas CSO Daniel Lobian kunne sidste år modtage Telias innovationspris JUMP for det århusianske firmas Pearl system.

Med sin innovative teknologi udfordrer Sarita-perlen de nuværende kaldesystemer, der typisk er 20 år gamle i deres struktur og tankegang. De består som regel af en manuel kaldeknap, der bæres på kroppen.

Den kan være god nok, når bæreren står op eller sidder ned – og ellers har det ok. Løsningen dur bare ikke, hvis en ældre er faldet eller er forvirret og derfor ikke har mulighed for at trykke på knappen og slå alarm. Dét er ikke noget problem for Sarita.

Den århusianske virksomhed med 16 unge ansatte har også taget æstetikken seriøst. Mange ældre kan ikke lide at gå rundt med grimme og meget tydelige armbånd og alarmer.

Sarita er udformet som en broche, som bæreren kan designe helt individuelt med et smukt billede, et foto af barnebarnet, et motiv der passer i farve til tøjet – eller som en af beboerne på Aarhus Friplejehjem: Logoet fra det lokale fodboldhold AGF.

Plejehjemmet kan på en pc overvåge alle de beboere, der går med Sarita perlen.

For Telia er samarbejdet med Sarita en kærkommen lejlighed til at teste nye anvendelser af mobilnetværket samt ikke mindst at skubbe til den generelle digitale udvikling i Danmark.

Sarita perlen er i øvrigt fremstillet af miljøvenlige materialer og vejer kun 30 gram. Den virker ved hjælp af det mobile telenet og har derfor mindst 96 pct. dækning i Danmark. Det indbyggede batteri kører i en uge på en opladning.

Her er en lille oversigt over mulighederne i perlen – eller ”The Pearl” – som Sarita også kalder sin opfindelse. Sarita har nemlig internationale ambitioner på vegne af sit smarte system:

  • Fald detektor: I tilfælde af styrt vil enheden automatisk sende en alarm til plejeren.
  • Samtale funktion: Manuel kaldeknap, så brugeren kan komme i direkte kontakt med plejere.
  • GPS og tryghedszone: Indbygget GPS og mulighed for opsætning af personlige områder, hvor systemet slår alarm, hvis de forlades.
  • Ligthhouse: Sarita-perlen kan konfigureres efter behov via et online kontrolpanel

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Meow fås nu til Android