Smart musik maskine til inderlommen

Samsung satser stærkt i den billige klasse

Samsung har ikke haft voldsomt meget held med sine seneste toptelefoner. De to Galaxy S9 modeller har solgt fornuftigt, men ikke rigtig flot. Samtidig er det for tidligt at vurdere, hvordan Samsungs seneste flagskib Galaxy Note9 vil klare sig i direkte konkurrence med Apples nye iPhone Xs Max.

Resultatet er bl.a, at Huawei har overhalet Samsung som det næststørste mobil-mærke på det danske marked. Internationalt set er Samsung fortsat en klar nummer ét, men med kineserne fra Huawei halsende lige efter. Huawei har allerede lagt Apple bag sig som verdens næststørste smartphone fabrikant.

Udviklingen fik forleden dag Samsungs topchef til at erklære, at man fremover vil satse mere på billigere mobiltelefoner i stedet for hele tiden at løbe om kap oppe i den dyre ende. Her er der selvfølgelig en masse prestige at hente, men indtjeningen kommer fra telefon i budget- og mellem-klassen.

Den nye Galaxy A7 er den første Samsung med tre-dobbelt kamera. Sensorerne er på henholdsvis to gange 24 og en gang 8 megapixel.

Et første eksempel på den nye strategi er Samsung Galaxy A7 2018 modellen, der kommer til Danmark den 19. oktober. Prisen bliver meget overkommelige 2.749 kroner.

Rygterne har længe verseret om, at Samsung er på vej med en spændende mellemklasse-mobil, der især vil sætte nye standarder for kameraer på en telefon i de lavere prisklasser. Galaxy A7 kommer således med hele fire kameraer – de tre på ryggen. Ligesom hos Huaweis topmodel P20 Pro, der koster det dobbelte i pris eller mere.

De tre kameraer på bagsiden af telefonen er på to gange 24 megapixel og en enkelt på 8 MP. Sidstnævnte er til vidvinkel optagelser i 120 grader, mens det ene af de to 24 MP sensorer hjælper med til at skabe bedre dybde i billederne. Resultatet skal være bedre fotos under svære lysforhold.

Galaxy A7 (2018) kommer i sort, blå og gyldne farver.

Som moden foreskriver, rummer den nye Galaxy A7 telefon kunstigt intelligente kredsløb, der hjælper med at optimere kameraernes billeder. Samsungs system hedder Scene Optimizer og genkender det motiv, man vil fotografere. Derefter justeres farve, kontrast og lysstyrke på brøkdele af et sekund.

Selfie-kameraet ser også ud til at være i topklasse. Det er på hele 24 megapixel og støttes af en justerbar LED flash. Der er mulighed for at tage billeder med den populære “bokeh” effekt med Selfie Focus, ligesom man kan efterligne den professionelle fotografs studie-belysning med Pro Lighting Mode.

Processoren i den nye super-mellemklasse-mobil er Samsungs egen Exynos 7885 processor med otte kerner. Den assisteres af 4 GB RAM og typisk 64 GB lager. Styresystemet er Android 8.0 Oreo, og batteriet er på 3.300 mAh. Selve telefonen måler 170 gange 77 gange 7,5 mm og vejer 168 gram.

Den nye mellemklasse telefon kommer også i denne gyldne kulør.

Skærmen er af Infinity Suer AMOLED typen og på 6 tommer. Den leverer Full HD+ grafik med 2.220 gange 1.080 punkter. Fingeraftryks-skanneren er som noget nyt flyttet ud på siden, hvor den tager optager mindre plads. På lydsiden disker Galaxy A7 op med  Dolby Atmos, der skal kunne give ret overbevisende Surround Sound.

Endelig kommer Galaxy A7 med Samsungs personlige Bixby assistent og Samsung Health software pakken, der hjælper brugeren med at holde kontrol med sin sundheds-tilstand, motion, ernæring, stress, puls og søvn. Galaxy A7 har desuden et USB-C stik til hurtig opladning og en (gammelkendt) 3,5 mm hovedtelefon bøsning.

Ud over A7 ventes Samsung senere på året at præsentere en ny topmodel til sin budget-venlige A-familie. Den skal hedde Galaxy A8 Pro og ligeledes diske op med et tre-dobbelt kamera på bagsiden. Formentlig dog med bedre specifikationer på hvert af objektiverne….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Smart musik maskine til inderlommen