B&O springer på hos Amazon

Samsung forvirrer med modeller

Det er ikke engang tre uger siden, at jeg her på Leifshows.dk kunne løfte sløret for Samsungs nye budget-telefon Galaxy A21. Den er slet ikke kommet i butikkerne endnu, før den får en søster, der er næsten identisk – i hvert fald af navn.

Samsung har nemlig nu præsenteret Galaxy A21s, som i virkeligheden er meget forskellig fra A21. Lige bortset fra den lave pris, der bliver 1.799 kroner på det danske marked.

S-modellen fremtræder f.eks. i et noget anderledes design. Den har fået Samsungs helt nye Exynos 850 processor ombord. Den har en større skærm (6,5 tommer) og et 25 procent større batteri. 5.000 mAh mod 4.000 mAh. Ganske imponerende for en så billig mobil.

Galaxy A21 og A21s viser nok engang, at Samsung må være noget nær verdensmester i at forvirre forbrugerne med alt for mange smartphone modeller.

Heldigvis får vi dem ikke alle at se i Danmark. Ellers ville en telebutik kunne rydde hele væggen, hvis alle Galaxy telefoner skulle udstilles på samme tid.

 

Fire kameraer og en stor 6,5 tommers skærm i Full HD+ kvalitet er ganske imponerende for 1.799 kroner i danske butikker. (Foto: Samsung)

Samsung har den helt modsatte strategi som Apple. Sidstnævnte har få modeller, der alle er re dyre. Samsung har ufatteligt mange mobiler fordelt på fire serier – Galaxy A, Galaxy M, Galaxy S og Galaxy Note. Dertil kommer så to – snart tre – foldetelefoner.

Huawei bruger samme metode som Samsung – nemlig at oversvømme markedet med utallige modeller. Hos Huawei sælges de imidlertid under forskellige mærke-navne, hvilket gør det lidt nemmere at finde rundt – Huawei, Honor og Nova.

Men tilbage til den nye Galaxy A21s, der bestemt ser ud til at være et interessant bud i prisklassen under 2.000 kroner for en ny mobiltelefon:

Den nye mellemklasse processor Exynos 850 har otte kerner og kører ved 2,0 GHz. Den kan sprede sig på 3 GB RAM og 64 GB lager. Her kan man mærke, at der spares, men heldigvis kan man udvide med 512 GB via MicroSD kort.

Skærmen er en LCD-type – ikke AMOLED, som Samsung ellers satser meget på. Sikkert igen et spørgsmål om pris, selvom displayet i ”Infinity O” design minder meget om de dyrere Galaxy S telefoner. Det er på 6,5 tommer og kan vise billeder i Full HD+ kvalitet.

Coveret er lavet i plastik – ikke glas eller metal. Igen har sparekniven været fremme. De fleste vil nok være lige glade. For dem er det vigtigere, at man kan købe Galaxy A21s i farverne sort, blå og hvid fra midten af juni.

Flot for prisklassen er fire kameraer på mobilens ryg. Hoved-objektivet er på 48 megapixel (MP). Det assisteres af en super vidvinkel på 8 MP, en makro-linse på 2 MP til nær-optagelser og en 2 MP til dybde-optagelser.

Da man godt kan forestille sig, at Galaxy A21s kan blive populær hos teenagere, har Samsung indbygget en række sjove filtre og klister-mærker, som man kan lægge på sine fotos og selfies. Telefonen har desuden Dolby Atmos for at skabe en surround-lignende lyd.

Batteriet er som nævnt meget stort – 5.000 mAh – og kan oplades hurtigt via kabel med 15 watt. Til gengæld tilbyder Galaxy A21s ikke trådløs opladning. Prisen skal holdes nede.

Af den grund kommer den nye Samsung budget-telefon heller ikke med 5G. Køberne må nøjes med 4G, hvilket er helt ok. 5G vil kun være rigtig relevant for én procent af befolkningen i det næste år.

I mange lande som f.eks. USA er A-serien de mest solgte Galaxy telefoner. Den nye A21s kan med sin lave pris gøre det samme i Danmark. Den har potentialet til at blive en bestseller….

(Indledningsfoto til artiklen: Samsung)  

 

 

 

 

 

 

https://www.slashgear.com/galaxy-a21s-to-follow-on-the-heels-of-the-last-months-galaxy-a21-13620506/

 

 

 

https://www.leifshows.dk/samsung-paa-vej-med-ny-billig-mobil/

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

B&O springer på hos Amazon