Morgenkaffe med Porsche

Samsung folder sig omsider ud

Samsung har ikke haft en heldig hånd med de smartphones, den sydkoreanske elektronik gigant har lanceret i år. Ikke fordi der har været noget galt med Galaxy S9, S9+ eller Note9, men de er ikke faldet sådan rigtigt i det store publikums smag.

I hvert fald har Samsungs mobile salg skuffet I hele 2018, og Galaxy telefonerne har tabt markedsandele til især Huawei og Xiaomi, men også til Apple. Faktisk er de tre seneste S9 og Note9 modeller de dårligst sælgende Galaxies siden 2012.

Samsung vil selvfølgelig gøre en masse for at få vendt bøtten. Første skridt var Galaxy A9 telefonen, der leverer hele seks kameraer på en mobil til mellempris. Næste step kommer så nok i morgen, når Samsung åbner sin globale Developers Conference (SDC 2018) i San Francisco.

Alle regner med, at Samsung omsider vil præsentere sin længe ventede foldemobil helt officielt. Efter at have lækket små informationer om den i flere år. Galaxy F  kunne den hedde.

Måske Samsung også afslører flere detaljer om sin kommende Galaxy S10 telefon. Den er lige så vigtig for Samsung, som iPhone X var for Apple sidste år. Galaxy S10 er et jubilæum og vil være en oplagt anledning til at vise et helt nyt design og banebrydende nye features. Fremtidens 5G telefoni kunne være bare én af dem.

Mere tæt på er dog folde-telefonen. Også fordi den ikke længere er så stor en nyhed, efter at amerikansk-kinesiske Royole lancerede markedets første klapmobil i sidste uge.

I sin invitation til udvikler konferencen i San Francisco i morgen mere end antyder Samsung, at der bliver vist nyt i bøjelige displays som f.eks. på en foldetelefon.

Den gode nyhed for Samsung er, at Royole næppe kommer til salg uden for Kina – og slet ikke i Europa. Så Samsung kan i stedet koncentrere sin opmærksomhed på Huawei, der også har en foldemobil på vej i den nærmeste fremtid.

Samsungs klapbare nyhed bliver helt sikkert også mere elegant at se på end den kinesiske opkomling fra Royole. Den får enten en helt ny Samsung Exynos processor med 7 nm teknologi til at øge hastigheden. Eller Qualcomm lader Samsung blive den første store fabrikant, der viser næste generation Snapdragon ude i den store verden.

Snapdragon 8150 alias 855 hedder processoren, der får mindst 6 GB RAM og op til 512 GB lager at støtte sig til. Den nye processor er stærkere end den i dag meget udbredte Snapdragon 845. Den bruger mindre strøm, og den skal være bedre til at håndtere grafikken fra avancerede spil. Galaxy F skal nemlig også være Samsungs bud på en fræk gamer-phone.

Samsungs nye Galaxy F får et fleksibelt OLED display, der kan foldes på midten. I udfoldet tilstand vil skærmen være på 7,3 tommer og kunne bruges ligesom en tablet. Den kan dog også deles op, så den ene halvdelen f.eks. viser et virtuelt tastatur. Alternativt kan telefonen multitaske ved at køre med to vinduer åbne på samme tid.

Endelig skal den ene halvdelen af den nye Samsung kunne vendes 180 grader, så man har det ene display på 4,6 tommer uden på telefonen, selvom den er klappet sammen. Meget praktisk for dem, der ikke har brug for en kæmpe skærm hele tiden, når de f.eks. kun ringer eller læser sms.

Det er desuden en åben hemmelighed, at Samsung og Google har arbejdet tæt sammen i over et år for at udvikle en særlig udgave af Android styresystemet, der kan håndtere folde-telefoner.

Galaxy F kommer næppe på gaden før til næste år, men lige nu har Samsung ganske enkelt brug for at få noget positivt publicity. Ellers løber Huawei og Apple med al omtalen. Derfor bliver den nye foldemobil formentlig præsenteret i morgen….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Morgenkaffe med Porsche