Danskerne ånder fin luft

OnePlus 7T kommer den 10. oktober

Nu har Samsung, Apple og Huawei præsenteret deres store efterårs-nyheder. Så er der lidt luft, indtil den næste vigtige lancering finder sted. Det sker den 10. oktober, hvor OnePlus løfter sløret for sin nye 7T model.

Den skal følge op på forårets OnePlus 7 model, der har fået rigtigt mange tilhængere. De elsker ikke mindst den hurtige skærm med 90 mod normalt 60 Hz opdatering, der får videobilleder og computerspil til at køre mere rykfrit og glidende end på næsten alle andre smartphones.

OnePlus er godt klar over, at de hurtige skærme er en guldklump. Derfor har OnePlus skyndt sig at love, at 90 Hz displays bliver standard på alle fremtidige telefoner fra firmaet. Det gælder også for de to OnePlus 7T og 7T Pro modeller, som kommer til Danmark medio oktober.

Som altid hos OnePlus er efterårets ”T” modeller forbedrede udgaver af forårets telefoner. I år vil de vigtigste nyheder ligge i en hurtigere processor – Snapdragon 855+  i stedet for 855 – og bedre kameraer på især Pro modellen.

Desuden kommer OnePlus 7T som standard med Googles nye Android 10 styresystem. I original udgave og med adgang til alle Googles apps og services. Modsat OnePlus’ kinesiske rival Huawei.

OnePlus meddeler samtidig, at opgraderinger til Android 10 vil være klar til de nuværende OnePlus 7 og 7 Pro telefoner i løbet af de næste par dage.

To (eller tre) 7T modeller
OnePlus 7T byder på en 6,54 tommers AMOLED skærm med Full HD+ opløsning på 2.400 gange 1.080 punkter. Processoren er den nye og spil-fokuserede Snapdragon 855+, der får 8 GB RAM og enten 128 eller 256 GB lager at sprede sine data i.

Kameraerne på OnePlus 7T vil være på 16 megapixel til selfies og tre billedskydere på ryggen. Hovedkameraet får en 48 megapixel (MP) sensor, mens vidvinklen er på 16 og tele-objektivet på 12 MP.

Den dyrere Pro udgave af 7T får en lidt større skærm på 6,65 tommer og den flottere Quad HD grafik – 3.100 gange 1.440 punkter. Displayet er af den lynhurtige Fluid AMOLED type. Processoren I OnePlua 7T er den samme som i lillebror, men får i Pro 8 GB RAM og 256 GB lager som standard.

På de nye 7T modeller fortsætter OnePlus sin utraditionelle placering af selfie kameraet i en motordrevet skuffe på toppen af telefonen.

Kameraerne ser umiddelbart ud til at være de samme som i 7T, men vil sandsynligvis indeholde nogle flere features. Prisforskellen skal jo forsvares. En af finesserne kunne være en macro funktion, så man kan tage fotos meget tæt på motivet – f.eks et insekt, der sidder på en blomst.

Endelig vil OnePlus formentlig også lancere en særlig McLaren version af 7T Pro – helt i stil med, at Huawei har Porsche Design udgaver af sin dyreste Mate 30 telefon. Også hos OnePlus får luksus-modellen ekstra RAM (12 GB) og en række design-ændringer, der skal få telefonen til at se dyrere og mere dynamisk ud. En sportsvogn til at tale i – så at sige.

Som nævnt får europæerne – og dermed danskerne – de nye 7T og 7T Pro at se den 10. oktober, hvor OnePlus har inviteret til et stort event i London. Billeder og detaljerede beskrivelser af telefonerne vil dog dukke op allerede i de næste par dage. OnePlus præsenterer nemlig 7T i Indien den 23. og i New York den 26. september.

Det er blevet mode at sætte sine kameraer på specielle paneler. Hos OnePlus og Huawei er de runde.

Android 10 er klar til OnePlus 7
For et par måneder siden antydede OnePlus, at firmaet ville blive en af de første fabrikanter, som kunne præsentere det helt nye Android 10 styresystem på sine smartphones. Den spådom holder.

Siden fredag er OnePlus nemlig begyndt at rulle Android 10.0 ud til OnePlus 7 og 7 Pro modellerne, der har været på markedet siden i foråret. De er samtidig sikret løbende opdateringer i to år efter lanceringen af en ny telefon og garanti for sikkerheds-opdateringer i tre år.

Hvis I har en af de to nævnte telefoner, er det værd at tjekke, om Android 10 allerede ligger klar til download. Det nye styresystem kommer bl.a. med bedre personlig sikkerhed og en helt ny brugerflade….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Danskerne ånder fin luft