Skærme skader ikke teenagere

Nyt liv til Motorolas gamle Razr

Det er 14 år siden, at Motorola var et rigtig stort navn i mobiltelefoner på det danske marked. Det var før iPhonens ankomst, og Motorolas hovedrivaler var Nokia og Ericsson.

Motorolas bestseller dengang hed Razr. Den var datidens coole folde-telefon, som var smartere designet end konkurrenternes. Razr var en mobil, man bare skulle eje, hvis man ville være med helt fremme på beatet.

Nu – mange år senere – er folde-mobiler igen et hot emne. Samsung præsenterer sit sammen-klappelige udspil den 20. februar. Huawei har også en ”clam shell” – det amerikanske udtryk for telefontypen – på vej, og LG sælger allerede et par modeller i Sydkorea og Kina. Desuden arbejder Apple med ideer til en iPhone, man kan klappe sammen til halv størrelse.

Motorola Razr 2019 kommer nok til at se nogenlunde sådan ud. Med en stor skærm på omkring 7 tommer, der kan foldes og deles op, så man kan have flere opgaver kørende på samme tid – i ægte multitasking.

Motorolas mobiltelefon division er i dag en del af den kinesiske pc-gigant Lenovo. Her har man forsøgt at puste nyt liv i Razr navnet flere gange, men uden det store held. Folk forbandt fortsat Razr med en lille klaptelefon. Navnet du’r ikke til en stor og flad smartphone.

Nu får Motorola imidlertid alle tiders chance for at genoplive Razr. Folde-telefoner ser ud til at blive in og trendy igen, og Samsung har gødet jorden via en global markedsføring for sin nye Galaxy F telefon. Meget mere kan man næsten ikke få forærende.

Der er noget uenighed om, hvornår Razr vender tilbage. Nogle analytikere mener, at det først bliver til efteråret. Andre siger, at det allerede bliver i februar. I så fald sikkert i forbindelse med den store Mobile World Congress i Barcelona, hvor hele mobilbranchen samles traditionelt.

Før smartphonens komme kunne man sagtens tale om mobiler i lommestørrelse.

Det vil kunne lade sig gøre, fordi Lenovo for længst har afsløret, at man pusler med en foldetelefon i sine kinesiske laboratorier. Den skulle nok først have været lanceret som en Lenovo model, men kan hurtigt få udskiftet logo og blive markedsført som Motorola Razr.

Det ville oplagt i USA og Europa, hvor Motorola Razr var et stort hit lige efter årtusinde-skiftet. Jeg har selv været glad ejer af et eksemplar engang. I alt 130 millioner eksemplarer solgte Motorola af Razr. Det bragte det dengang amerikanske firma, som tilbage i 1960’erne opfandt den mobile telefon, helt op i klasse med Nokia og Ericsson. De var lige så dominerende for 15 år siden, som Apple, Samsung og Huawei er det på det danske marked i dag.

Regn dog ikke med, at den nye Razr 2019 bliver en mobil, som de fleste har råd til. Tværtimod bliver Razr meget dyr. Meget dyrere end f.eks. iPhone Xs. 15.000 kroner lyder ikke usandsynligt, fordi den nye teknologi med OLED skærme, der kan rulles, bøjes og foldes er kostbar at fremstille.

Den oprindelige Razr havde et lille display og touch tastatur i samme størrelse. På den nye vil man få én stor skærm, der kan opdeles efter behov.

Samsungs kommende Galaxy F bliver også en smartphone for de få. Den gættes til en pris på 1.500 USD, og de bliver hurtigt til det ti-dobbelte, når EU’s importtold og den høje danske moms lægges oveni.

Til gengæld er elektronikken indenbords af den fineste slags: Qualcomms allernyeste Snapdragon 855 processor, mindst 8 GB RAM og 256 eller 512 GB lager. Skærmen bliver stor som en tablets, når den foldes ud – nok mindst 7 tommer, og man kan dele den op i to med f.eks. forskellige apps i gang på samme tid.

Ifølge den store amerikanske avis Wall Street Journal tænker Lenovo på at fremstille 200.000 eksemplarer af Motorola Razr i første omgang. Det er noget mere forsigtigt end Samsung, der håber på at sælge mindst en million eksemplarer af Galaxy F på 12 måneder….

Hot for 14 år siden. Motorola Razr 3 havde et lille display på ydersiden, hvor man kunne se f.eks. klokken og telefon nummeret på den, der ringede op – uden at mobilen først skulle åbnes og tændes.

 

 

 

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skærme skader ikke teenagere