UK var engang en verdensmagt

Nu ligner Sony alle andre

Man kan sige meget om Sonys smartphones. Både godt og mindre godt. I hvert fald, at de har været karakteristiske i deres design. Med deres lidt firkantede linier lignede de ingen af konkurrenterne.

Den tid er slut nu, for Sonys nye Xperia XZ2 og XZ2 Compact telefoner er blevet meget mere afrundede. De har fået aflange skærme næsten uden rammer og i 18:9 format  og følger dermed tidens trends og mode.

Men det er altså sværere at se, at man står med en Sony telefon – og ikke en mobil fra Huawei, Nokia, OnePlus eller en af de mange andre, der ligner hinanden som to dråber el fra stikkontakten.

Sony løfter sløret for sine nye smartphones på Mobile World Congress i Barcelona i dag, og de vil næppe tiltrække sig samme opmærksomhed som Samsung og Nokia i går. Lidt synd, for Sonys nyheder er absolut værd at kigge nærmere på.

De nye Sony Xperia XZ2 og Compact er langt hen ad vejen identiske – med den ene forskel, at førstnævnte kommer med en skærm på 5,7 tommer, mens Compact må nøjes med et display på 5 tommer. Begge skærme har Full HD+ grafik med 2.160 gange 1.080 punkter plus HDR til at vise mere dynamiske videobilleder.

Processoren er den nyeste Snapdragon 845 processor, der bliver standard i alle toptelefoner (bortset fra iPhone) her i 2018. Den assisteres af 4 GB RAM og 64 GB lager som standard. Sidstnævnte kan udvides til 400 GB via MicroSD kort, hvis nogen skulle have brug for så meget plads på en mobil.

Mærkelig nok følger Sony ikke moden med dobbelte kameraer på telefonens bagside. XZ2 købere må ”nøjes med” en 19 megapixel Sony Motion Eye billedsensor som på forgængeren fra sidste år. Det er et udmærket kamera, men mangler nogle af de populære special effects som ”bokeh”. Det er, hvor hovedmotivet står skarpt, og baggrunden fader ud.

Samsung slår stærkt på tromme for, at deres nye Galaxy S9 kan lave video i super slow motion. Men det kan Sonys to nye XZ2 telefoner også. I fuld HD med 960 billeder i sekundet. Desuden ka Sony nyhederne optage video i ægte 4K kvalitet og med HDR. Sonys erfaringer med tv og professionelt tv-udstyr fornægter sig ikke.

Sony går imod strømmen og udstyrer sine toptelefoner med kun ét kamera på ryggen. Det er til gengæld godt med 19 megapixel sensor og muligheden for at optage både 4K video med HDR og super slow motion.

Til gengæld kan det virke lidt, som om Sony ignorerer det store folkefærd af selfie entusiaster en smule. Selfie skyderen på de nye Xperia mobiler byder kun på en 5 megapixel sensor. Her er især de kinesiske konkurrenter langt længere fremme med f.eks. dobbelte selfie kameraer.

Ligesom Samsung i sine nye Galaxy S9 lægger Sony stor vægt på lydsiden i deres smartphones. XZ2 og XZ2 Compact har således Hi-Fi forstærker og stereo højttalere, der skal kunne levere ægte hi-res lydkvalitet. Ovenikøbet 20 pct. højere i lydtryk end hos andre Sony mobiler.

Styresystemet er naturligvis Android 8.0 Oreo, mens batterierne kan virke lidt små sammenlignet med andre toptelefoners. I den store Xperia XZ2 sidder et batteri på 3.180 mAh, mens Compact versionen har et på 2.870 mAh. Sidstnævnte støtter trådløs opladning.

Sonys to nye XZ smartphones  er vandtætte efter IP68 standarden og kommer til Danmark den 6. april. Man vil kunne købe XZ2 i kulørerne sort, sølv, mørkegrøn og pink. Compact kommer i sort, mosgrøn, pink og hvidt sølv. De danske priser bliver 5.999 kroner for den store X2 og 4.499 kr. for den mindre XZ2 Compact.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

UK var engang en verdensmagt