Smart tech til barnets autostol

Nu kommer Samsung med 64 megapixel

I øjeblikket ligger rekorden ved 48 megapixel, når vi taler om kameraerne på de nyeste smartphones. Flere fabrikanter har de nye Sony billed-sensorer i superklassen – bare ikke Sony selv i sin kommende Xperia 1 toptelefon.

Rekorden ser dog ikke ud til at holde ret længe. For en uge siden lod Samsung nemlig sive ud, at man havde en endnu bedre billedsensor klar. En dims, der ville give fremtidige Galaxy mobiler et kamera på 64 megapixel!

Selvfølgelig er antallet af billedpunkter (pixels) i et smartphone kamera ikke det eneste saliggørende. Også andre faktorer som f.eks. linserne og den indbyggede software har stor indflydelse på billedernes kvalitet. Desuden er der mange fotografer, som mener, at større pixels er vigtigere end mængden af dem.

Under alle omstændigheder vil Samsung få et par stærke argumenter, når næste generation af Galaxy smartphones skal markedsføres.

Her vil Samsung stå ekstra stærkt, fordi ærkerivalen Huawei lige nu ligger ned, fordi alle amerikanske under-leverandører ikke må sælge varer til Kinas største smartphone fabrikant. Senest er Huawei også blevet udelukket fra at bruge SD-hukommelses-kort til sine fremtidige mobiler.

Samsung ser ud til at komme først med et 64 megapixel kamera på en mobiltelefon.

Huawei har netop slået på fremragende kameraer som det vigtigste salgs-argument i sine Mate og P-serie telefoner. Til stor irritation for Samsung, Apple og de andre store i mobilbranchen.

Det er muligvis slut nu – i hvert fald for en tid. Derfor har Samsung lige pludselig fået meget travlt med at udfylde det opståede tomrum efter Huawei.

De fleste havde nok regnet med, at Samsung ville lægge det nye 64 megapixel kamera i sin næste topmodel. Det er den dyre Galaxy Note 10, som ventes lanceret til september eller oktober. Kort efter, at Apple har præsenteret sin nye høst af iPhone 11 mobil.

Nu ser det imidlertid ud til, at Samsung allerede vil præsentere super-kameraet meget tidligere. Nemlig i den nye Galaxy A70S mellemklasse telefon. Det skal ske til sommer. Måske allerede til juni, men mere sandsynligt i juli eller august. Under alle omstændigheder før Apples premiere i begyndelsen af september.

I de senere måneder har Samsung udpeget sin Galaxy A serie som den, der skal være den frække, smarte og fornyende. Vel at mærke til priser, der er værd at betale.

Galaxy Note 10 skal være Samsungs “Mercedes” model. Top-ydelse, luksus og en høj pris.

Samsung markerede straks sin nye strategi ved at lægge sit første fire-dobbelte kamera i en Galaxy A telefon, der koster under 4.000 kroner på det danske marked.

A telefoner var også de første med hul i skærm-glasset til selfie kameraet. En idé, som Samsung senere har kopieret i sine dyrere Galaxy S10 telefoner.

Meget kunne altså tyde på, at den næste Galaxy A model får lov til at vise verden, at nu rummer smartphones også billed-skydere, der virkeligt kan konkurrere direkte med digitale spejlrefleks kameraer. I hvert fald, når vi taler billed-sensorer. 64 megapixel var utænkeligt på en mobil for bare et år siden. Da lå rekorden på 24 MP.

Yderligere specifikationer på en ny Samsung Galaxy A 70S er kun dryppet ud i mindre grad. Bl.a. skal mellemklasse mobilen have en stor skærm på 6,7 tommer i Full HD+ kvalitet og 2.400 gange 1.080 punkter.

Galaxy A70S skal få tre kameraer på ryggen – med 64 megapixel sensoren som den vigtigste. Telefonen vil kunne fås med 6 og 8 GB RAM og 128 GB lager som standard.

Det ventes, at Samsung flytter de fire kameraer på den nye Galaxy Note 10 ind på midten. Desuden anbringes de lodret mod normalt vandret på Note telefonerne.

64 MP kameraet vil også sidde i den betydeligt dyrere Galaxy Note 10. Her vil den skulle dele pladsen på telefonens bagside med tre andre objektiver. Med andre ord går Galaxy Note fra to til fire kameraer – i hvert fald i sin Pro udgave.

I sin tiende generation ventes Samsungs luksus-mobil at komme med en skærm på 6,7 tommer i den fornemme Quad HD+ kvalitet. Processoren bliver tidens top-processor Snapdragon 855 eller Samsungs seneste nye Exynos chip.

Galaxy Note 10 skal markedsføres som Samsungs ”Mercedes”. Det vil sige ”modne og stabile” telefoner til høje priser. Top-ydelse uden at vække opsigt. Desuden har de en pen integreret.

Nogle af nettets spåmænd mener, at Samsung vil ændre Note telefonernes design, så de lægger sig tættere op ad Apples iPhone Xs modeller. Samtidig skal Note direkte udfordre Huaweis seneste og fremragende P30 Pro, der lige nu går en usikker fremtid i møde.

Temmelig sikkert skal det være, at Galaxy Note 10 får en ny type superhurtige RAM-chips. Den udstyres også med den seneste nye UFS 3.0 (Universal Flash Storage), som OnePlus netop har introduceret med sin ny OnePlus 7 Pro telefon.

Endelig ventes det, at Galaxy Note 10 får en meget kraftig oplader på 50 watt. Den vil gøre det muligt at fylde det 4.300 mAh store batteri med ny energi på rekordtid….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Smart tech til barnets autostol