Giv et kram med Facebook

Nu drøner mobilens display op på 144 Hz

Indtil for godt et år siden var der stort set ingen smartphone ejere, som tænkte over skærmens hastighed på deres mobil.

OK – man talte om, hvor kraftig processoren var, eller måske hvor hurtige RAM-chips som lå i telefonen – eller hvor længe det tog at lade batteriet op. Displayets opdaterings-frekvens var kun noget, som spil-freaks talte om, når de skulle købe en ny stor skærm til deres pc.

Det ændrede OnePlus på sidste år, da displayet på 7 Pro modellen pludselig ikke var 60 Hz som på alle andre smartphones, men på 90 Hz. På den nye OnePlus 8 Pro er barren så hævet til 120 Hz, hvilket Samsung også har gjort på sin seneste Galaxy S20 Ultra telefon.

Den nye gamer-telefon er født med udløser knapper på skuldrene. Vigtigt, når man skal reagere hurtigt i computerspil. (Foto: RedMagic)

Hz-antallet – på engelsk ”refresh rate” – er et udtryk for, hvor mange gange i sekundet skærm-billedet bliver fornyet. Jo højere frekvens, desto bedre. Det er noget, man kan se i forbindelse med avancerede computerspil – og på, om video og tv på mobilen kører helt flydende uden hak undervejs.

Nu er OnePlus og Samsung overgået. Deres kinesiske konkurrent ZTE har lanceret en smartphone, hvor skærmens opdaterings-frekvens er oppe på 144 Hz. Det er en værdi, man ellers kun hører i forbindelse med store og dyre gamer-skærme.

ZTE er blandt Kinas fem største mobil-fabrikanter, men ikke særlig kendt på vores breddegrader. Sandsynligheden er derfor ikke særlig stor for, at ZTE’s nye Nubia RedMagic 5G telefon vil dukke op i danske butikker. Cheferne i de danske afdelinger af OnePlus og Samsung kan godt sove roligt om natten.

Den nye ZTE telefon har en skærm, der opdateres 144 gange i sekundet (Hz)- De hidtil hurtigste konkurrenter ligger på 120 Hz, mens normale mobiler har 60 Hz. (Foto: RedMagic)

Skærmen ser i det hele taget ud til at være imponerende på den nye ZTE. Det er en 6,65 tommers AMOLED type, hvor hastigheden er prioriteret over antallet af billedpunkter i skærmen.

Grafikken er nemlig kun nydelige Full HD+ med 2.340 gange 1.080 punkter og 387 punkter pr. tomme. Kontrasten er til gengæld oppe på 100.000:1, lysstyrken på 600 nits og dækker 100 procent af den såkaldte DCI-P3 farveskala.

Samtidig er refresh rate på 144 Hz og reaktionen på berøring på 240 Hz. Det må gøre Nubia RedMagic 5G lynhurtig at arbejde med.

Så er gamerne i deres element. En mobiltelefon, der er næsten lige så hurtig som deres store pc med +20 tommers skærm. (Foto: RedMagic)

 

Hastigheden går igen i de udløser-knapper på telefonens skuldre, som er så vigtige for spillegale mobilbrugere. De har en opdaterings-frekvens på 300 Hz eller en indbygget forsinkelse på to milli-sekunder, så mobilen opfører sig ligesom en spillekonsol på tv’et.

I kan efterhånden forstå, at RedMagic nyheden henvender sig mest til krævende gamere. Almindelige smartphone brugere vil slet ikke få nok ud af den nye ZTE-topmobil. Måske lige en vis prale-status, at man ejer mobilernes svar på en Ferrari eller Lamborghini.

Processoren indendørs er den velkendte Snapdragon 865 fra Qualcomm. Den sidder i de fleste toptelefoner i 2020, når man ser bort fra Apple, Huawei og til dels Samsung. De laver deres egne “motorer.”

Telefonen kommer som standard med 12 GB af den hurtige DDR5 RAM, mens lageret på 256 GB håndteres af UFS 3.0. Det skal angiveligt være 83 procent hurtigere end de UFS 2.0 chips, der sidder i de fleste moderne smartphones.

 

Naturligvis kommer den nye RedMagic med integreret 5G telefoni ogtre kameraer på ryggen. Hovedskyderen rummer en 64 megapixel billedsensor fra Sony. Den suppleres af en 8 MP vidvinkel og en 2MP dybde-sensor. På fronten sidder et 24 MP selfie kamera. Det er helt åbenlyst ikke her, at ZTE vil være bedre end alle andre.

Batteriet er på 4.500 mAh og kan lades meget hurtigt op med 55 watt. Batteri og chips er væske-kølet lige som på en sportsvogn. Endelig er styresystemet detAndroid 10 baserede RedMagic OS 3.0.

Den nye ZTE super-mobil til gamere kommer til salg i Asien og Nordamerika fra tirsdag den 21. april. Den billigste model med 8 GB RAM og 128 GB lager skal koste fra 579 US dollars. Det svarer til ca. 4.000 kroner….

(Indledningsfoto: ZTE Nubia)

Det er ikke kameraerne, der er det vigtigste på den nye RedMagic telefon, selvom man sikkert kan tage anstændige fotos med dens 64 megapixel billedsensor fra Sony. (Foto: RedMagic)

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Giv et kram med Facebook