Facebook minder får en egen sektion

Nex er elegant og anderledes

Med al respekt for Huawei, OnePlus og Samsung, der har præsenteret fremragende nye smartphones for os her i foråret – P20, model 6 og Galaxy S9. Ingen af dem er dog så herligt innovative og anderledes som Vivos nye Nex.

Vivo er et kinesisk mobilmærke, der er blandt verdens fem-seks største. Vivo er søsterselskab til OPPO og til OnePlus, hvor sidstnævnte jo er ganske kendt på vores breddegrader. Helt anderledes med Vivo, som sælger langt de fleste af sine mobiler i Kina og Indien.

Lidt ærgerligt, for Vivo har gang på gang vist nye telefoner, der var forfriskende nytænkende i design og features. Det gælder altså også Nex, der er den endelige salgsklare version af en Apex prototype fra Mobile World Congress i februar.

Vivo Nex er det nærmeste, vi kommer til begrebet en skærm med en mobil – og ikke omvendt. Rekorden så Lenovo ellers at få med sin Z5 model, hvor displayet skulle fylde 95 pct. af telefonens front. I sidste uge viste det sig, at Lenovo snød med sine angivelser. Så førstepladsen er nu tilbage hos Vivo, hvis nye Nex mobil har 91,24 pct. skærm på fronten.

Vivo klarer sig såmænd også indhak i toppen af skærmen – en notch – som fabrikanterne bruger til at gemme selfie kamera, blitz og diverse sensorer i. De plejede i ”gamle” dage at gemme sig i skærmens ramme, som i dag er blevet så tynd, at der ikke længere er plads.

Vivo har naturligvis samme plads problem med, hvor gør vi af tingene – men har løst udfordringerne smart og innovativt. Fingeraftryks skanneren er anbragt i selve skærmen – ikke flyttet bagpå som hos de fleste andre.

Og endnu mere originalt. Selfie kameraet på 12 megapixel sidder i en lille motoriseret skuffe, der popper op i toppen af telefonen, når der skal tages billeder. Den idé har vi ikke set hos nogen anden mobil på markedet lige nu.

Den mest iøjnefaldende nyhed i Nex telefonen er, at selfie kameraet er flyttet op i en lille pop-up skuffe i toppen af telefonen. Bemærk, hvor tynde rammerne er omkring 6,59 tommers skærmen.

 

Den tredje Vivo genialitet i Nex er højttalerne. De sidder ikke klemt inde i den tykke del af rammen over eller under skærmen – eller er anbragt i telefonens sider, hvor man let kommer til at dække for lyden med sine fingre.

Næhh – Vivo indbygger ganske enkelt højttalerne i selve skærmen. Eller rettere – Vivo laver skærmen om til højttaler. Princippet kaldes ” screen sound casting” og bygger på, at små aktivatorer får displayet til at vibrere lige som en flad højttaler membran.

Om det lyder godt, skal jeg ikke kunne sige. Det må afprøves og aflyttes. Men eftersom højttalere meget sjældent er mobiltelefoners store styrke, behøver forventningerne til ægte Hi-Fi nydelse ikke at være høje.

Selve skærmen i Vivo Nex vil mange mene er enorm. Den er på 6,6 tommer – altså større end f.eks. Galaxy Note og den kommende iPhone X Plus. Vivo bruger et OLED display i aflangt 18:9 format og med billed-opløsning på 2.280 gange 1.080 punkt. Det er vel det mest ”normale” ved skærmen.

Nærmest standard er også den øvrige indmad i Vivo Nex. En snapdragon 845 processor med 8 GB RAM og 256 GB lager har vi også set i andre toptelefoner. Også, at man vil kunne købe en ”lite” udgave med den helt nye – og en smule svagere – Snapdragon 710 processor med 6 GB RAM og 128 GB lager. Pænt stort.

Kameraer er tit noget, som Vivo gør ekstra meget ud af. Det kinesiske mærke hævder bl.a. at have verdens bedste selfie-telefon i sit program. Ikke sådan med den nye Nex. Her er det andre ting, man fokuserer på.

Den nye mobil må derfor nøjes med et dobbelt kamera på ryggen med 12 og 5 megapixel sensorer, mens selfies skydes med et 12 megapixel objektiv. Alle tre kameraer støttes af kunstig intelligens og Vivos egen personlige digitale assistent, der lyder navnet Jovi.

Til sidst prisen – og den ser foreløbig kun ud til at være interessant for kineserne selv. Vivo Nex kan købes i det store land for 4.498 yuan. Det svarer til ca. 4.800 kroner….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Facebook minder får en egen sektion