Når dine vinylplader skal forkæles
Mens det ”almindelige” folk har boltret sig med først cd-plader og så senere streamet musik på mobiltelefonen, har der konstant eksisteret et marked for kostbare pladespiller til Hi-Fi freaks.
De lægger uden at blinke med øjnene ti-tusinder af kroner for højttalere eller forstærkere, hvor sidstnævnte gerne må indeholde klassiske radiorør – ikke nymodens elektroniske chips.
Vinylpladens comeback har fået interessen for – lad os kalde det – traditionel Hi-Fi til at blomstre igen. Det samme gælder for efterspørgslen efter grammofoner af høj kvalitet.
Sådan en er den nye Technics SP-10R. Eller ny?
Den mere voksne del af min læserskare – og især dem, der var Hi-Fi entusiaster for 30 år siden – vil jo nok indvende, at SP-10 slet ikke er ny. Snarere tværtimod.
Ganske rigtigt var SP-10 i sin tid den første direct drive pladespiller, som Technics præsenterede – og en af markedets allerførste dengang i midten af 1970’erne.
Den nye R-model er til gengæld den bedste SP-10, som nogensinde er bygget – hævder Technics. Den er ren Hi-Fi og kvalitet fra ende til anden.
Det ses ikke kun af, at strømforsyning og styre-elektronik er placeret i en separat boks. Så kan de ikke påvirke pladetallerkenens rotation på nogen negativ måde. Hverken med uønsket stråling eller selv den mindste variation i hastigheden.
Technics SP-10R er fremstillet af premium kvalitet aluminium, messing og gummi, der tilsammen vejer syv kilo – eksklusive strømforsyning. Det hele i et strengt teknokratisk og minimalistisk design, som Hi-Fi freaks og purister ofte elsker.
De bliver også målgruppen for den nye super pladespiller, som Technics ikke vil oplyse prisen på endnu. Men den bliver dyr – uden tvivl. Da Technics for et år siden re-lancerede SP-10’s lillebror SL-1200, kostede den 4.000 USD. SP-10R bliver nok meget mere kostbar, når den lander i butikkerne næste år.
Ingen kommentarer endnu