Facebook dominerer verdens apps

Mobilens display hopper op på 120 Hz

De fleste havde nok regnet med, at 5G ville blive den store nyhed i smartphones her i 2020. Ganske vist er 5G allerede på markedet i flere lande, men vi mangler at se 5G telefoner komme ned i en pris, så det store publikum kan være med.

Andre har håbet på, at folde-telefonerne omsider får deres gennembrud. Også de er et år gamle, fordi Samsung og Huawei præsenterede deres første i februar 2019. De er dog aldrig kommet på markedet i store antal – og heller ikke til overkommelige priser.

Både billige 5G telefoner og folde-mobiler vil komme i år. Uden tvivl. Men de vil de blive forstyrret af en tredje stor teknologisk trend. Nemlig mobiler med super-hurtige skærme, som er meget bedre at se video eller spille computer-games på end de nuværende.

Samsungs nye Galaxy S20 telefoner, der har premiere lige om lidt, ventes at komme med 120 Hz displays. (Foto: OneLeaks)

OnePlus lagde ud allerede for et år siden. Da lancerede det kinesiske mobil-mærke sin OnePlus 7 Pro telefon, der var verdens første med 90 Hz display. Normale smartphone skærme opdaterer deres billede 60 gange i sekunder (60 Hz).

OnePlus 7 Pro er siden blevet afløst af 7T Pro med samme lynhurtige displays. Om et par måneder følger så OnePlus 8, der ventes at introducere 120 Hz. Med andre ord skærme, som teoretisk set er dobbelt så hurtige som dem på din nuværende smartphone.

Til forskel fra sidste år bliver OnePlus imidlertid ikke ene på markedet med det sidste nye. 90 Hz ventes at blive standard for moderne smartphones i de højere prisklasser her i 2020.

Xiaomi vil sætte en ny rekord med et 144 Hz display på sin kommende Redmi K30 Pro 5G telefon. (Foto: Weibo)

Spil-specialisten Razer er allerede ude med en smartphone, der har 120 Hz skærm. Den er dog i LCD-teknologi og ikke i den bedre OLED, som OnePlus og de fleste andre satser på.

Mere spændende bliver Samsungs nye Galaxy S20, der har verdens-premiere om et par uger. Den skal have et 120 Hz Super AMOLED display som standard på i hvert fald den dyreste model S20+.

Kinas næst-største mobiltelefon mærke Xiaomi ser ud til at tage overhalings-banen. Via sit datter-mærke Redmi vil Xiaomi præsentere en K30 5G telefon med en 144 Hz skærm.

144 Hz er ellers kun noget, man ser på professionelle gamer-skærme til pc’er. De kræver voldsomt meget ekstra arbejde fra de indbyggede grafikchips. Det bliver spændende at se, om den slags hastigheder kan lade sig gøre på mobiltelefoner – og om de overhovedet er relevante.

Det store spørgmålstegn i de kinesiske sociale medier i øjeblikket er, hvad Huawei gør på skærm-fronten. Huawei plejer at være helt i front teknologisk, når det drejer sig om processorer og kameraer. Det vil Huawei også være med sin kommende P40 telefon, der kommer med fem kameraer ombord til marts. Intet er dog lækket om, hvorvidt Huawei også har hurtigere skærme på vej. Mon ikke….

(Indledningsfoto til artiklen: OnePlus / Twitter)

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Facebook dominerer verdens apps