OPPO F5 har ansigts genkendelse

Lækker Huawei for feinschmeckere

Hvis I synes, at 10.000 kroner er for dyrt at betale for en ny smartphone – som f.eks. Apples nye iPhone X – er der ingen grund til at læse videre i denne artikel.

Er I til gengæld nysgerrige efter at vide, hvad der gør Huaweis nye Porsche Design Mate X næsten 1.000 kroner dyrere end Apples supermobil, er det helt fint at fortsætte.

Huawei har i første omgang valgt at se bort fra luksus udgaven af Mate 10 telefonen på det danske marked. Men sådan var det også for et år siden, da den første Porsche Design version af Mate 9 blev lanceret. Den kom alligevel til Danmark nogle måneder efter.

De første par dage med forsalg af Apples nye iPhone X viser, at der er et endog stort publikum i Danmark til telefoner omkring de 9.000 til 10.000 kroner. iPhone X blev udsolgt på få timer hos danske forhandlere. Folk, der bestiller nu, får næppe deres nye telefon før i december.

En eventuel dansk pris på Porsche Design Huawei Mate X er ikke offentliggjort, men ude i Europa koster den 1.395 euro mod 1.319 euro for iPhone X med 256 GB. Lidt hurtig hovedregning siger, at en sandsynlig dansk pris derfor bliver knap 11.000 kroner, mens den store udgave af iPhone X koster 10.249 kroner.

Hvad er det så, der skulle kunne få en forbruger til at hive 11 tusindkrone sedler frem for at købe en ny smartphone, som ikke er en Apple?

Porsche Design versionen er nemlig ikke hurtigere eller har nævneværdigt bedre tekniske specifikationer end Huawei Mate 10 Pro, som man kan købe i Danmark formedelst forbløffende billige 5.999 kroner.

Først og fremmest det eksklusive i at eje en smartphone i Porsche design. Med al respekt for iPhone X er Porsche et bedre og mere fornemt klingende navn end Apple, hvis æble-logo sidder på omkring halvdelen af alle mobiltelefoner i Danmark.

Mate10 telefonen pynter på kardan tunnellen i en Porsche sportsvogn.

Dernæst er Huaweis absolutte topmodel superlækker i finish: Telefonen fremstår i minimalistisk design i sort glas hånd-poleret med diamant-agtige glimt, og man kan pakke den ind i det medfølgende cover af ægte sort læder. Som sportssæderne i en Porsche 911.

Motoren er ikke en boxer som i en Porsche med fire hjul, men Huaweis egen Kirin 970 chipsæt. Verdens første processor med kunstig intelligens og et tempo, der skal overgå alle andre mobiltelefoner på markedet. Altså igen sportsvogns generne.

Også på lydsiden kan Huawei nyheden følge med Porsches sportsvogne. De skal nemlig ikke kun ses, men også høres når man trykker på speederen. I Huaweis tilfælde kommer lyden fra et sæt medfølgende trådløse øretelefoner, der ligger meget højere i kvalitet end, hvad man normalt ser som standard på selv dyre smartphones.

Den kunstige intelligens i Kirin 970 processoren bruges bl.a. til at lære ejerens vaner og præferencer at kende. Telefonen finder langt hen ad vejen selv ud af, hvad brugeren vil bruge sin mobil til og indstiller sig automatisk derefter. Maskin-læring kaldes den slags – et fænomen, man bl.a. kender fra robotter og naturligvis science fiction film.

Sammenlignet med en almindelig Huawei Mate 10 er alt præget af luksus, når man køber en Porsche Design version. Alt er i barsk sort design inklusive et cover i ægte læder, øretelefoner af særlig høj kvalitet, opladere, USB-C til 3,5 mm hovedtelefon kabel og selvfølgelig indpakningen.

Den kunstige intelligens kan også anvendes til at oversætte tekster, stemmer, samtaler og billeder mellem 50 forskellige sprog. Inklusive dansk og lynhurtigt.

Kameraerne på Huawei nyheden stammer fra noget lige så ærke-tysk som Leica – et navn, der får professionelle fotografers øjne til lyse lige så klart som bil-entusiasters, når de hører ordet Porsche.

Porsche har specielt udvalgt objektiver og billed-sensorer, så de giver nærmest professionelle billed-resultater. Det højt respekterede foto medie DXoMark har da også rated Huawei Mate 10 som mobilen med verdens næstbedste kamera. Kun overgået på et enkelt punkt af Googles Pixel 2 telefon, der ikke sælges på det danske marked.

De to kameraer på ryggen af Porsche Huawei’en er på henholdsvis 20 megapixel til sort/hvid og 12 til farver. De er udstyret med kunstig intelligens og kan i de fleste tilfælde indstille sig selv automatisk til de motiver og de lysforhold, fotos skal tages i. Huaweis kameraer ”kender” nemlig i forvejen et stort antal typiske billed-eksempler.

Porsche Design telefonen er udstyret med et dobbelt kamera fra Leica. Det er kåret som verdens bedste mobilkamera til fotos, men kun nummer tre til videoer.

Skærmen på Porsche/Huawei telefonen er på 6 tommer og i det nye aflange 18:9 format. Billedet fremstår selvfølgelig i Quad HD+ kvalitet. Telefonen har desuden Android 8.0 Oreo styresystem, 6 GB RAM og 256 GB lager som standard – alt rigeligt til masser fotos og videoer.

Intelligensen bruges heldigvis også til at styre strømforbruget – det svage led eller Archilles hælen på de fleste nye smartphones med store skærme og kraftige processorer. Huawei hævder således, at Porsche mobilen kan køre i to hele døgn ved normal blandet drift. Bruges video og andre funktioner rigtig meget, holder telefonen i over et døgn på en batteri opladning. Imponerende er i den sammenhæng, at det kun tager 30 minutter med Huaweis hurtig oplader at lægge ny energi til en hel dags brug i batteriet (58 pct).

Til sidst skal lige nævnes, at Huawei og Porsche Design ind imellem kalder luksus telefonen for X i stedet for 10 – naturligvis for at drille den direkte konkurrent Apple. Det officielle navn er dog Mate10.

Porsche Design Huawei Mate X kommer på markedet til december, men kan forudbestilles online nu direkte hos Porsche Design. Måske en julegave til ham eller hende, der har alt – inklusive en Porsche i garagen….

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

OPPO F5 har ansigts genkendelse