Du har altid savnet Sobro

Kunstig intelligens i køkkenet

Jeg ved ikke, hvordan I har det. Men jeg er ikke et rigtigt menneske om morgenen, før jeg har fået min første kop kaffe. Min hjerne er ikke funktionsdygtig uden et skud koffein eller to.

Derfor glæder jeg mig til det nær forestående tidspunkt, hvor jeg kan hviske fra sengen til den nærmeste stemme-styrede højttaler, at nu kan den godt tænde for kaffemaskinen – eller råbe fra badeværelset, at jeg gerne vil have min kaffe brygget stærkere end normalt.

Og naturligvis, at kaffemaskinen gør det, fordi den har kunstig intelligens og forstår udmærket, hvad jeg siger, selvom stemmen måske er lidt morgenhæs.

 

Kaffebryggeren bliver uden tvivl en central og vigtig maskine, når det intelligente hjem for alvor finder vej til Danmark. Amerikanerne, tyskerne, briterne og franskmændene har det allerede, men vi får det først, når de stemmestyrede systemer lærer dansk.

Som det ser ud lige nu, bliver Googles Assistant den første, der banker på danskernes hoveddør. Det sker senere i år, selvom Google ikke vil afsløre en dato på nuværende tidspunkt. Men Danmark får stemme-styring sammen med et dusin andre lande, så det sker. Også Samsung har lovet, at deres personlige Bixby assistent er på vej til Danmark i 2018. Bixby kan imidlertid kun betjene Samsungs egne produkter – ikke apparater fra andre fabrikanter. Det kan Googles.

Hvorfor jeg fortæller alt det fra morgenstunden? Joh, fordi markedets første hele familie af kunstigt intelligente kaffemaskiner er ved at erobre USA. Den kommer fra Gourmia og kan meget praktisk forstå både Amazons Alexa systemer (det mest udbredte), Google Assistant og snart også Microsofts Cortana. Men mærkelig nok ikke Apples Siri, men det skyldes nok, at Apple grundlæggende vil holde sin stemmestyrede HomePod højttaler for sig selv.

Man kan beordre sin kaffe med stemmen, eller man kan hive sin iPhone/iPad eller Android telefon og tablet frem og bruge Gourmias mobile app. Samme app kan også bruges til at fjernstyre andre af Gourmias køkkenting som f.eks. vandkogere, sous vide maskiner, mælkeskummere, mikrobølge ovne osv.

Gourmia udnytter heldigvis den kunstige intelligens til mere end at forstå ejerens udtalte kommandoer. Kaffemaskinerne har også maskin-læring, så de finder ud af, hvordan brugerne helst vil have deres mokka og hvornår.

Man kan f.eks. sørge for, at Gourmia ”ved”, at den skal lave en kaffe om morgenen kl. 0730, der er så stærk, at teskeen kan stå opret i den mørke bryg. Når man så siger til sin Gourmia ”lav min sædvanlige kop kaffe” om eftermiddagen, kan det være en anden type kaffe, der laves – og i en helt anden styrke.

I det hele taget vil Gourmia bruge kunstig intelligens til at gøre kaffebrygning meget nemmere end i dag. Via app’en kan man f.eks. få et lynkursus i det forskellige bønne-typer, hvad der gør afrikansk kaffe anderledes end sydamerikansk eller den klassiske Java fra Asien. App’en kan også hjælpe med til finde den optimale mængde kaffe til hver enkelt person i familien eller kontoret – og den kan sagtens styre, at kaffemaskinen indeholder flere forskellige kaffer på samme tid.

Fra begyndelsen indbygger Gourmia sin kunstige intelligens i fem forskellige kaffemaskiner. Blandt dem er der helt almindelige kaffe-automater. Nogle er med integreret kaffe-maler. Andre kan bruge de populære kaffe kapsler. Og så er der Gourmia GCMW3375, som skal være verdens første automatiske ”hæld-over” kaffemaskine.

Desværre er Gourmia ikke særligt udbredt i danske butikker. Derfor håber jeg, at cheferne i mere kendte mærker af hårde hvidevarer læser med, når jeg skriver dette. Men mon ikke de allerede er i gang med egne produkter, der kan arbejde med Alexa, Google, Siri osv? Hvis ikke, bliver de hurtigt koblet af det stærke tog med kunstig intelligens i hjemmet, som vil rulle ind over os i de kommende måneder og år….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Du har altid savnet Sobro