Casio smartwatch til outdoor freaks

iPhones og Huaweis under juletræet

Ganske som forventet dominerede Apple også julesalget af smartphones på det danske marked. Apple sidder godt og solidt på det danske marked, og iPhones’ markedsandel på omkring 50 pct. bliver bare øget yderligere, når årets julegaver skal købes.

Helt anderledes ude i verden. Selvom iPhones fortsat er langt størst blandt de dyre smartphones, kan selv Apple nå sine grænser. I hvert fald måtte Apple i går for første gang i næsten 20 år melde ud, at omsætningen vil falde i årets tre sidste måneder – inklusive julesalget.

Salget af de nye og dyre iPhone Xs og Xr er især gået galt på det store kinesiske marked, hvor Apple længe har nydt en position som det mest eksklusive og eftertragtede mærke. Kinesere, der har fået penge, køber ikke kinesisk. De bruger hellere ekstra penge på et produkt fra et udenlandske mærke. Det er bedre at vise frem til naboer, kolleger og familie.

Huaweis P20 Lite er efterårets mest solgte mobil hos Telia. I december placerede den populære telefon sig på en fjerdeplads hos 3. Den eneste ikke-iPhone, der kunne bryde Apples dominans.

Men tilbage til den danske julehandel for mobiltelefoner. Det er jo, hvad denne artikel skal handle om. Den bygger på indmeldinger fra de to store teleselskaber 3 og Telia, hvis Top-10 lister over de mest solgte smartphones i december ser unormalt forskellige ud.

Normalt står der iPhones ”all over”. Det gør der fortsat hos 3, der har hele syv iPhone modeller blandt sine 10 mest populære mobiler i den forløbne måned. Hos Telia har man fem iPhones i Top-10, men ingen Apple helt i top. Det er virkelig usædvanligt.

Opsigtsvækkende ved 3’s hitliste er også, at der ligger en ældre – og dermed relativ billig – iPhone allerøverst. Den stammer fra efteråret 2015 og er sikkert i mange øjne yt og gammeldags i manges øjne.

Mens teleselskabet 3 har kørt en effektiv julekampagne på iPhone 6S telefonen, har konkurrenterne fra Telia satset på Samsungs Galaxy S8. Begge er ældre modeller, som teleselskaberne kunne sælge som prisbillige julegaver.

Men åbenbart ikke hos 3’s kunder. Teleselskabet havde valgt at lade den aldrende Apple være frontfigur i sin julekampagne, Her kunne den købes til en attraktiv pris, der åbenbart passede fint til mange danskeres gavebudget.

iPhones dominans hos 3 understreges også, at kun tre ikke-Apple telefoner har fundet vej til decembers Top-10. Højest placeret ligger Huaweis P20 på en position som nummer fire, mens Samsung og OnePlus rumsterer længere nede på listen.

Her er de 10 mest solgte smartphones hos teleselskabet 3 i december:

  1. iPhone 6S (indledningsfoto)
  2. iPhone Xs
  3. iPhone Xr
  4. Huawei P20 Lite
  5. iPhone X
  6. iPhone 8
  7. iPhone Xs Max
  8. iPhone 7
  9. OnePlus 6T
  10. Samsung Galaxy S9

Hos Telia er det mest interessante, at Apple er blevet fortrængt fra de tre øverste pladser i Top-10 over månedens mest solgte smartphone.

Vi så allerede en antydning af et skifte på tronen i november, hvor Huaweis P20 Lite var Telias mest populære. Lidt overraskende gentager Huawei bedriften i december og placerer samtidig sin dyrere P20 Pro telefon på hitlistens tredjeplads. P20 Pro betragtes af foto-eksperterne hos DxOMark som den mobil på markedet, der har de bedste kameraer.

Den første iPhone kommer først på Telias fjerdeplads. Det er ovenikøbet en ældre Apple model – nemlig iPhone X fra efteråret 2017. Apples nyere iPhone Xs og Xs Max er trillet ned ad Telias Top-10 og ligger nummer på – for Apple – skuffende femte og ottende pladser.

Her er medaljetagerne hos Telia i december. Ikke en eneste iPhone har opnået en plads på podiet – usædvanligt!

Til gengæld ser Telia ud til at have brugt samme trick som 3 ved at lave en pris-kampagne på en ældre smartphone model. Hos Telia er det Samsung Galaxy S8 fra 2016, der straks er røget ind på en imponerende andenplads på salgslisten i december.

Med andre ord kan der være meget rigtigt i, at danskerne har haft mange smartphones under juletræet for en uge siden. Men de var ikke de dyreste på markedet.

Her er Telias Top-10 liste over de mest solgte mobiltelefoner i december:

  1. Huawei P20 Lite
  2. Samsung Galaxy S8
  3. Huawei P20 Pro
  4. iPhone X
  5. iPhone Xs
  6. iPhone 6S
  7. Samsung Galaxy S9
  8. iPhone Xs Max
  9. Huawei Mate 20 Pro
  10. iPhone 8

Det bliver spændende at se, om det danske marked vil spejle det internationale med en svagheds-periode hos Apple. Decembers hitliste hos Telia kunne indikere det.

På den anden side præges teleselskabers og butikskæders Top-10 liste ofte af gode tilbud, som de har handlet sig frem til med en enkelt eller to leverandører. Den generelle markeds-udvikling betyder så mindre.

Ikke desto mindre er det markant, at Apples bedst sælgende af sin nye telefon generation – den relativt billige iPhone Xr – slet ikke optræder på Top-10 hos to af Danmarks store teleselskaber.

Hvis Apple er inde i en lille krise i salget af mobiltelefoner, vises den også af denne AirPower måtte til trådløs opladning. Den skulle have været klart for over et år siden, men er stadig ikke kommet til salg.

Teleselskaberne sælger omkring 60 pct. af alle nye smartphones på det danske marked. De er derfor en vigtig temperaturmåler på, hvad der er trendy, og hvad der er på vej yt i forbrugernes øjne.

Apple har i det hele taget vist svagheder på det seneste. Langt fra alt, hvad ”æblet” rører ved, bliver til guld – sådan som det ellers har været tilfældet gennem mange år.

Apple stemmestyrede højttaler iBox er aldrig blevet en bestseller i klasse med f.eks. rivalerne fra Amazon Echo eller Google Home. Samtidig har Apples udspil i trådløs opladning – AirPower måtten – udviklet sig til at være en decideret skandale.

AirPower blev præsenteret så langt tilbage som i juni 2017. Den skulle være kommet på markedet før jul samme år, men blev forsinket på grund af tekniske problemer – for meget varme. Så hed det foråret 2018, så efteråret og senest lige før jul. Intet skete.

I mellemtiden er Apple helt holdt op med at markedsføre, at firmaets iPhones og Watch smartur kan oplades trådløst. Man skal jo ikke puste til ilden….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Casio smartwatch til outdoor freaks