De største navne på Instagram

Hvis iPhone skulle folde sig ud

Apple har været forbløffende tavs, mens æblernes værste konkurrenter Samsung og Huawei har affyret de store kanoner med nye smartphones, der kan foldes på midten.

Pop-up kameraer a la OnePlus, hul til selfie kameraer i skærmen eller fingeraftryks skannere gemt under display glasset har Apple heller ikke deltaget i.

Tværtimod har Apple stædigt holdt fast i sine alt andet end kønne indhak i toppen af iPhone skærmene, mens de fleste andre fabrikanter løber skrigende bort fra dem.

Hvad har Apple i ærmet, der kan stoppe og helst vende en negativ trend. For første gang i iPhones 11 års historie faldt det globale salg sidste år. Apple blev kun reddet, fordi man satte priserne op – og på den måde tjente flere penge på at sælge færre varer.

Den hollandske designer Roy Gilsing har skabt et meget spændende koncept til en klap-iPhone.

Topchef Tim Cook lovede forleden sine aktionærer, at Apple har nogle super-cool nyheder på vej. Også produkter og services, der vil få branche og rivaler til at spærre øjnene op.

Lige nu er der dog de færreste, som forventer, at Apple vil komme med revolutioner, når det gælder iPhones til september. Måske der kommer en billigere iPhone og muligvis også den af mange ønskede nye lille iPhone SE 2.

Det er også en kendsgerning, at Apple pusler med en ny foldbar iPhone. Det kan bl.a. ses af, at Apple har fået godkendt forskellige patenter på design af sådan en ”clam shell” telefon. Det var den gamle tekniske betegnelse, før smartphones vendte op og ned på telesektoren.

Faktisk viste også Apple tilbage i 1980’erne en mobiltelefon, der kunne klappes sammen. Ligesom danske Bang & Olufsen også gjorde nogle år senere. Ingen af dem blev dog rigtig til noget dengang.

Den hollandske designer forestiller sig, at en iPhone X Fold kan forvandles til en MacBook i miniformat.

En af de meget originale detaljer i Apples patent-ansøgning er et varme-legeme, der sidder i folde-mekanismen. Ifølge Apple kan fleksible displays ikke lide at blive kolde. Tværtimod kan de tage skade af ikke at blive varmet op, inden de aktiveres.

Jeg skal ikke kunne vurdere, hvorvidt Apples påstand er korrekt. I hvert fald har den hollandske designer Roy Gilsing taget hensyn til denne detalje i det forslag til foldbar iPhone, som han netop har offentliggjort.

Gilsing har ganske enkelt arbejdet videre på de tegninger, der indgår i Apples patent ansøgninger – og så strikket videre på, hvordan en endelig iPhone X Fold kunne komme til at se. Selvfølgelig med skyldig hensyntagen til Apples normale design filosofi.

Resultatet er flot og kunne sagtens være et koncept, som en fremtidig iPhone kunne bygge på. Gilsings X Fold er slank, elegant og har to displays. Det ydre har et 1:3 format, mens det indre folder sig ud til en større flade i 2:3.

Her er en af de tegninger af en foldbar smartphone, som Apple har brugt i sin patent ansøgning.

Den hollandske designer går endda et skridt videre, som vi endnu ikke har set hos hverken Huawei, Samsung, TCL eller Lenovo. Han foreslår, at skærmen kan deles og foldes på flere forskellige måder. En af dem kunne være, at en del af displayet rummer et touch tastatur. På den måde kunne iPhone X Fold fungere som en MacBook i mini-udgave.

Apple får brug for rigtigt spændende – og gerne banebrydende – nyheder, hvis firmaet vil genvinde position og image som verdens førende i smartphones og laptops. Måske det ville være en god idé at invitere kreative hoveder ude fra ind for at give ekstra inspiration. Roy Gilsing burde være en af gæsterne….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De største navne på Instagram