Den smarte måde at vågne op på

Huawei Watch GT er stærk og billig

Huawei har lært en del af Apple. For eksempel at mobiltelefoner i høj grad er livsstil og kan sælges vældig godt på det. Desuden er Huawei begyndt at præsentere en hel bunke produkter på én gang, når den kinesiske telekæmpe inviterer til international pressekonference.

Det blev senest demonstreret for et par dage siden i London, hvor Huawei ikke kun havde premiere på tre – nej, faktisk fire – nye Mate 20 telefoner i topklassen. Huawei løftede samtidig sløret for sit nyeste smartwatch og fitness armbånd.

Lidt underligt har Huawei holdt ret lav profil på sine ure. Kineserne fremstillede ellers allerede smartwatches, der så rigtigt godt ud – og lignede klassiske armbåndsure – længe før Samsung og LG også fandt på det. Apple har ikke lært det endnu.

Huawei Watch GT er naturligvis vandtæt. Faktisk kan man dykke med det ned til 50 meters dybde.

Det nye Huawei Watch GT er ingen undtagelse. Det ser ud som et rigtigt råt herreur. 46,5 millimeter i diameter, 10,6 mm i tykkelsen og en vægt på 46 gram uden urrem. Det er en gadget, man ikke placerer på en lille tynd arm.

Huawei Watch GT er pakket ind i rustfrit stål og en ramme af keramik uden om AMOLED skærmen på 1,4 tommer. Den har en opløsning på 454 gange 454 punkter, der henter sine informationer fra en dobbelt-processor, som Huawei selv har udviklet.

Dermed antydes også, at Huawei har droppet Googles (Android) Wear OS som styresystem. I stedet bruges Huaweis eget Light OS, som kineserne også har siddende i deres fitness armbånd.

Huawei har indbygget avancerede sensorer til måling af bærerens puls og hjerterytme.

Light OS skal have den fordel, at det bruger meget mindre strøm end det udbredte Wear OS system. Faktisk kun en sjettedel, hævder Huawei. Omvendt er man så udelukket fra de hundreder af forskellige apps, som Android samfundet tilbyder til Wear OS.

Huawei har dog en række udmærkede egne apps, ligesom Watch GT naturligvis arbejder perfekt sammen med Huaweis populære smartphones. Blandt Huaweis apps er bl.a. et par stykker, der fungerer fint med motionister og sportsfolk.

Huawei Watch GT indeholder bl.a. en avanceret hjerte-rytme sensor, støtte til NFC-baseret trådløs betaling og et tre-dobbelt satellit-system. Ud over GPS kan uret også hente præcise sted-positioner via Galileo og Glonass satellitter.

Huawei har en udmærket fitness app, der kan måle ens præstationer i f.eks. løb, svømning og cykling.

 

Det lave strømforbrug skal bl.a. manifestere sig i, at Watch GT kan køre i hele 14 dage på en opladning, der tager to timer. Det er vel at mærke med hjerte-/puls-sensoren tændt og GPS på i 90 minutter om ugen.

Kobler man GPS fra, får man op til 30 dages driftstid med ur, notifikationer og puls-måler tændt. Har man hele kavalleriet af features i gang med alle fitness sensorer, GPS og konstant tændt display, klarer batteriet 22 timer. Det er meget imponerende værdier.

Huawei Watch GT kommer med 1 MB RAM og 16 MB lager. Uret fås i sort eller rustfrit stål kulør og skal koste 199 euro. Det svarer til ca. 1.500 kroner….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den smarte måde at vågne op på