Smart ny måde at teste for narko

Huawei lurer i kulissen med ny P40 topmobil

Den kinesiske telegigant Huawei har sit at kæmpe med, så længe USA’s bandlysning mod firmaet står ved magt, og amerikanske firmaer som f.eks. Google ikke må sælge Android styresystemet og tilhørende apps til Huawei.

Ikke desto mindre er det gået Huawei forbløffende godt trods dårlig presse og negative politikere, der har kostet mange store kontrakter på bygning af 5G mobilnet. Det gælder også Danmark.

Folks generelle image af Huawei ser f.eks. ikke ud til at have lidt skade. Således har det kendte britiske konsulenthus Brand Finance placeret Huawei blandt de to mest værdifulde brands i verden.

Brand Finance har 500 internationale virksomheder på sin liste, og i den eksklusive Top-10 er Huawei bl.a. i selskab med Apple, Amazon, Google, Samsung, Microsoft, Walmart og Facebook.

Salget af smartphones er også gået ok, selvom Huawei ikke markedsfører så mange nye toptelefoner på det europæiske marked som tidligere. Desuden har kineserne selv købt flere Huawei mobiler end nogensinde før.

Huaweis kommende P40 model kommer med enten tre, fire eller fem kameraer på ryggen. Alle modeller har to selfie skydere. Den ekstra er til vidvinkel selfies, hvor flere personer skal med på samme billede. (Foto: ItHome China)

Spørgsmålet er imidlertid, om Huawei kan fortsætte takterne fra 2019 ind i 2020. Nu har Huawei nemlig ikke længere ældre Kina modeller med den originale Android ombord, som kan re-lanceres i f.eks. Danmark til lave priser.

Huawei er i fuld gang med at etablere sine egne egne alternativer til Google:

Dels sit eget nye styresystem Harmony OS, der langt hen ad vejen skal være kompatibelt med Android – og både bedre og hurtigere end originalen.

Dels et Huawei App Gallery, der skal konkurrere direkte med Googles Play butik og for den sags skyld også Apples App Store.

På det seneste går der dog rygter om, at Huawei vil lægge App Gallery sammen med GDPS, så der opstår en stor kinesisk rival til Google Play. Med Huawei, Vivo, Xiaomi og OPPO som ejere. Det er fire af verdens seks største mobiltelefon fabrikanter.

Huawei P40 Pro får fire kameraer på ryggen at gøre godt med. (Foto: 91mobiles)

 

Huawei skal samtidig have planer om at lægge hele 70 gratis apps på de nye smartphone modeller, der bliver lanceret på det internationale marked her fra foråret. Danmark er sandsynligvis med i den pakke.

Blandt de 70 apps skal være mange af bestsellerne fra Google Play butikken. Enten i en Android udgave eller i nye versioner, der er tilpasset Huaweis eget styresystem.

Udvalget af gratis apps på en Huawei telefon vil variere fra region og marked til marked, men der vil helt sikkert ikke være Google produkter imellem.

Huaweis tilbud ventes bl.a. at være digitale landkort fra TomTom – som alternativ til Google Maps. Desuden vil kineserne til marts lancere en Huawei Video service, der skal konkurrere med Google-ejede YouTube.

De mange præ-installerede apps skal være Huaweis lokkemad til forbrugere, der overvejer at købe først og fremmest Samsung telefoner i stedet for Huawei P- og Mate-mobiler.

En særlig Premium udgave af Huawei P40 udstyres med hele fem kameraer. Det femte er en makro-linse. (Foto: 91mobiles)

Samsungs nye Galaxy S-telefoner, der har verdens-premiere senere i dag, kan med et nyt design og mange nye features blive en torn i øjet på Huawei. Dog ser de nye Samsunger ud til at blive ret dyre – i klasse med Apples iPhones.

Huawei selv har sin næste toptelefon – P40 – klar til premiere den 26. marts. Den kommer i mindst tre versioner, hvor P40 og P40 Pro skal være storsælgerne. Derudover ventes en særlig ”Limited” luksus-udgave og en Lite variant.

Sædvanligvis vel-informerede media fra Kina fortæller, at Huawei vil sælge de nye P40 telefoner billigere end sidste års populære P30 telefoner. Det skal være nok et godt argument for at vælge Huawei fremfor Samsung.

Huawei har ikke offentliggjort specifikationerne på sin nye P40 toptelefon på nuværende tidspunkt, men det betyder naturligvis ikke, at de tekniske data ikke allerede er spredt i de kinesiske sociale medier. De er lige så dygtige og hurtige som Facebook og Twitter i Vesten.

Både P40 og P40 Pro kører med Huaweis nyeste Kirin 990 processor. De får også begge to buede skærme og meget store batterier – 5.000 og 5.500 mAh. Forskellene vil man primært finde i display-størrelse og -kvalitet og i antallet af kameraer.

Huawei har tegnet kontrakt med TomTom om at levere digitale landkort – som alternativ til Google Maps. (Foto: TomTom)

Huawei P40 får en OLED skærm på 6,2 tommer, hvor der er boret hul til to selfie kameraer oppe i venstre hjørne. De er på 32 megapixel til almindelige selvportrætter og 8 MP til vidvinkel, hvis flere skal med på billedet.

På ryggen af Huawei P40 sidder tre Leica kameraer på henholdsvis 52 megapixel, 40 MP til super vidvinkel og 8 MP til tele. Sidstnævnte skal have tre gange optisk zoom.

Telefonen er vandtæt efter IP53 standarden og kommer uden 3,5 mm hovedtelefon stik. Finger-aftryks-skanneren sidder gemt i skærmen, og man kan købe P40 i versioner med 6 eller 8 GB RAM og 64 eller 128 GB lager.

Huaweis Pro udgave af P40 er som altid større, dyrere og mere avanceret. Den får en skærm på 6,5 eller 6,7 tommer og med dobbelt så hurtig billed-opdatering – 120 i stedet for 60 Hz. Det dobbelte selfie kamera og den integrerede finger-aftryks-skanner er identisk med lillebror P40.

Den nuværende P30 Pro er kendt for sine fremragende kameraer, og dét image vil Huawei næppe ønske at tabe med efterfølgeren. Den udstyres derfor med hele fire kameraer på ryggen – 64 megapixel som hoved-objektiv, 40 MP til ultra-vidvinkel, 8 MP til tele samt en ekstra ToF sensor på 8 MP til at skabe mere dybde i billederne.

Blandt internettets eksperter er der uenighed om, hvorvidt tele-objektivet på P40 Pro disker op med en optisk zoom på fem eller ti gange. Sandsynligvis kommer begge varianter. 10X zoom kan så være forbeholdt en dyrere P40 Pro Limited eller Premium.

Den almindelige Huawei P40 telefon kommer med tre kameraer på ryggen og to selfie skydere på fronten. (Foto: 91mobiles)

Huawei P40 Pro tilbydes med enten 8 eller 12 GB RAM og lagerstørrelser på mellem 128 og 512 GB. Den skal desuden få en meget hurtig oplader og være endnu mere vandtæt end sin lillebror (IP58).

I Danmark fik vi ikke den seneste Huawei toptelefon Mate 30 at se på grund af problemer med USA og Google. Det var i september og oktober sidste år, og meget er sket siden da.

Først og fremmest har Huawei fået sine HMS services på plads som alternativ til Googles. Desuden kommer P40 formentlig med op til 70 gode apps ombord, der skal få folk til at glemme alt om Google Play Store og Android.

Spørgsmålet er, om det er nok til at genvinde fordums flotte placering på danskernes indkøbsliste for dyre og avancerede smartphones. Udvalget apps vil være afgørende, og her er Huawei stadig langt fra Googles over tre millioner i sin Play butik.

Huawei bruger milliarder af kroner på at overtale software-firmaer til at skrive Harmony / HMS udgaver af sine apps. Hver dag kommer der da også nyheder i Huawei AppGallery. Vi mangler dog stadig dansker-favoritter som MobilePay eller Spotify. Måske de er på vej….

(Indledningsfoto til artiklen: ItHome China)

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Smart ny måde at teste for narko