Er freelance fremtiden?

Hov – hvor blev rammerne af?

Igennem flere år har der kørt et kapløb mellem smartphone fabrikanterne om at gøre telefonernes front så rammeløse som muligt. Ingen vil jo have en mobil i dag a la de første iPhones, hvor skærmen var indrammet som et gammelt guldalder-maleri på væggen.

Efterhånden er det lykkedes meget godt. Især de kinesiske fabrikanter har rullet den ene nye telefon efter anden, hvor skærmen fylder over 90 pct. af forsiden. Helt op til 100 pct. er ikke lykkedes endnu.

Der skal nemlig fortsat være lidt plads til sensorer, blitz og måske også en fremad-rettet højttaler. Den klassiske hjem-knap, der fyldte rigtig meget på fronten, er for længst borte. En del fabrikanter har flyttet fingeraftryks-skanneren ind under skærmglasset.

Andre har gjort det samme med selfie kameraet. Og Apple – well, de har lagt en bred bjælke i toppen af displayet til at gemme alle sensorer, kamera, flash osv. Kønt ser det ikke ud, men Apple kan godt påstå, at selve rammerne er tynde.

Nu tager en kineser igen rekorden. Det er OPPO, som er verdens femte-største mobilfabrikant – og er søsterselskab til OnePlus. OPPO har flere gange før præsenteret utraditionelle løsninger på f.eks. kamera-placeringen i en smartphone og markedets første 10 gange optisk zoom på en mobil.

Næste påfund hedder “Waterfall Screen” og kan godt minde om Samsungs ”Infinite” skærm på nyere Galaxy S modeller.

Med sit ”vandfald” folder OPPO skærmens side 88 grader på siderne. Kigger man på telefonen direkte forfra, ser det ud, som om den slet ikke har rammer til højre og venstre.

Det ser elegant ud på de første billeder, som OPPO har lækket via Twitter og det kinesiske WeChat sociale medie. Men i hvert på to punkter er ideen ikke praktisk. Den ene er, når telefonen har knapper på siden – og det har alle nutildags. Det andet er, at skærm-beskyttere bliver svære at montere.

OPPO præsenterer vandfaldet på en mobil med 6,7 tommers skærm. Andre specifikationer er ikke oplyst, men mon ikke der er tale om en topmobil med Snapdragon 855 processor og mindst tre kameraer på ryggen?

Vi får se til efteråret, hvor OPPO har lovet at vise meget mere. Måske det ikke engang bliver i OPPO’s navn. Vedvarende rygter fra Kina vil nemlig vide, at OPPO’s to søsterfirmaer – OnePlus og Vivo – også har noget på vej med skærme, der går om hjørner….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er freelance fremtiden?