Roomba bliver rigtig praktisk

Google Assistant forstår omsider dansk

Stort set alle danske medier og tech blogge – inklusive Leifshows.dk – har skrevet adskillige artikler om Amazon Alexa, Google Assistant, Samsung Bixby, Apple Siri eller Microsoft Cortana, uden at danskerne sådan helt officielt har kunnet købe de tilhørende højttalere.

De to store på dette felt – Amazon og Google – har i første omgang koncentreret sig om de store sprog-områder. Det vil sige engelsk, tysk og fransk. De små som f.eks. dansk og svensk har måttet vente, indtil der blev tid til at udvikle versioner af Assistant og Alexa, der kunne forstå og også selv udtrykke sig på de sprog.

Derfor har man ikke kunnet købe hverken Googles Home serie af stemme-styrede højttalere eller Amazons Echo bokse af de officielle salgskanaler. Kun via mindre online importører – og så skulle man tale engelsk til de smarte gadges. Apple har heller ikke sat sin HomePod højttaler til salg i Danmark endnu, selvom Apples Siri for længst kan forstå dansk via iPhones.

Men nu åbner portene sig omsider for de sikkert ti-tusinder af danskere, der har ventet utålmodigt på, at det stemme-styrede univers skulle nå vores breddegrader og svært tilgængelige sprog.

Assistenten kan f.eks. arbejde sammen med Google Maps, så det bliver nemmere at finde rundt i geografien.

Fra i går har Google lanceret sit system, der herefter vil blive kaldt Google Assistent i Leifshows’ spalter. Googles stemme-styrede og digitale butler er jo blevet dansk.

Lige nu er Googles variant heldigvis også den mest relevante. Amazon satte fart i udviklingen af stemme-styrede højttalere med kunstig intelligens og lå længe som en klar nummer ét på hovedmarkedet i USA med sit Alexa og sine Echo bokse.

På det seneste virker det imidlertid, som om Amazon er gået lidt i stå, og Google har overtaget fører-positionen. Den har Google længe haft via udbredelsen af Assistent på millioner af Android smartphones, men den kunne bare ikke rigtigt bruges til noget i Danmark.

Googles Home højttalere ventes at dukke op i de store danske butikker i november, så de kan nå at komme med i julehandelen. Så mon ikke, der siges ”Hej Google” mange gange ind imellem julesangene omkring juletræet?

Indtil da er det imidlertid selve Google Assistent på danske mobiltelefoner, der er det mest interessante. Assistenten er en integreret del af Googles Android styresystem, mens man kan downloade den gratis fra Apples App Store til sin iPhone.

På iPhone skal man også manuelt indstille i Google Assistent app’en, hvilke funktioner den skal kunne aktivere. På Android foregår det helt automatisk, når man tænder sin telefon.

For at tænde Assistent på sin Android telefon, skal man blot holde hjem-knappen nede i et par sekunder. På iOS og iPhone skal app’en først åbnes, før den kan komme i anvendelse.

Google Assistent er en praktisk, stemme-styret altmuligmand, som kan hjælpe med en masse forskellige dagligdags ting ved at tale til sin mobiltelefon, tablet, sit Android tv og snart også sin Google Home eller Assistent-kompatible højttaler. Bl.a. har danske B&O flere højttalere med Assistent integreret.

Inden længe vil folk gå rundt og snakke med deres mobil. Ikke fordi de er involveret i en telefon samtale, men fordi de vil have assistenten i telefonen til at løse en opgave for dem.

”Hej Google” når næppe at blive dette års nye ord i Danmark, men det kunne være favoritten i 2019. For vi vil uden tvivl komme til at høre denne kommando her og der og allevegne i fremtiden. Den bruges nemlig til at åbne Assistent, hvorefter man indtaler sit ønske til den digitale hjælper.

Google Assistent forstår og svarer på dansk: Når man bruger assistenten, vil den via kunstig intelligens lære sin ejer bedre at kende. Den bliver mere personlig og mere relevant efterhånden. Om den så også kan afkode de mange danske dialekter, bliver spændende at se. Synnejysk, bornholmsk og vendelbo-mål lyder jo meget forskelligt, og langt fra alle danskere forstår dem.

Forud for lanceringen i går har Google brugt mange kræfter og udviklingstimer på at gøre Assistent vedkommende og brugbar for danskere. Den er blevet tilpasset til det danske marked og forstår bl.a. lokale særheder og specialiteter.

Assistenten kan f.eks. vise filmene i ”biffen”, fortælle ”alle børnene” vittigheder eller synge en typisk dansk fødselsdagssang.

Inden jul dukker Googles Home højttalere op i danske butikker. De har indbygget stemmestyring.

I begyndelsen vil de fleste nok nøjes med at bruge Google Assistent til at styre deres smartphone – åbne apps, tænde for kamera, dreje op eller ned for volumen. Assistenten kan også hjælpe med at skrive sms’er, søge på Google, finde vej i geografien, ringe op til kontakter, afspille musik eller holde styr på ens kalender:

Spørger man f.eks. ”Hej Google. Hvordan ser min dag ud?”, svarer assistenten via mobiltelefonens højttaler ved at læse kalender aftaler og gøremål op. Man kan også spørge ”Hvad kan du gøre?” for at få et billede af assistentens mange evner og talenter.

Når først de er blevet dus med Assistenten på deres telefon, vover mange sig nok lidt længere ud i Googles stemmestyrede univers. Så kan man f.eks. få den digitale hjælper til at læse vejrudsigt eller trafikmeldinger op, tænde for tv, tjekke baby-alarmen i børneværelset, åbne for det udendørs videokamera når nogen ringer på døren, åbne garageporten, tænde for kaffemaskinen osv osv.

Google regner med, at halvdelen af alle online-søgninger i USA vil ske via stemmen om to år. Da vil det også være helt almindeligt at snakke med sin telefon, tablet, laptop, højttaler, sit smartur eller tv om de ting, man skal købe ind af madvarer og andre ting.

Dén evne kan Google allerede tilbyde fra begyndelsen i Danmark. Store butikskæder som Netto, Coop og Matas har nemlig integreret Assistent i deres apps. På verdensplan har f.eks. Spotify og Netflix gjort det samme.

Danmark er i øvrigt ikke det eneste land, som nu får sin egen Assistent. Inden udgangen af 2018 vil den digitale hjælper være lanceret i 80 lande og på over 30 forskellige sprog. Flere end 500 millioner gadges har Google Assistant ombord.

Velkommen til den nye, meget talende verden….

www.google.dk

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Roomba bliver rigtig praktisk