Facebook sletter 400 mistænkelige apps
Det er ikke nogen hemmelighed, at Apple er alt andet end imponeret af Facebook efter Cambridge Analytica og skandalen om lækkede private oplysninger om det sociale medies brugere.
Apple har undgået at blive trukket ind i den giftige diskussion og har for en sikkerheds skyld skærpet sine holdninger omkring privatlivets fred.
Det kom derfor ikke som det store chok, når Apple nu har fjernet Facebooks Onavo app fra sin iOS App Store. Onavo er en populær app til at etablere beskyttede kanaler på internet – de såkaldte Virtual Private Networks (VPN).
Apple skal have informeret Facebook om, at Onava overtræder Apples regler om data-indsamling. Samtidig fik Facebook at vide, at fjernede de ikke Onavo fra App Store frivilligt og omgående, ville Apple gøre det.
Det er ikke første gang, at Onavo app’en er kommet i søgelyset. Tidligere i år rapporterede amerikanske medier, at VPN app’en virkelig registrerer brugernes aktiviteter på tværs af andre apps på den anvendte smartphone eller tablet.
Facebook forsøgte sig dengang med en forklaring om, at man altid har været åben omkring, hvad Onavo ville foretage sig, når folk downloadede app’en.
Det har åbenbart ikke været tilstrækkeligt for Apple, der har sendt følgende udtalelse til den amerikanske nyhedstjeneste CNBC:
”Vi arbejder hårdt på at beskytte vores brugeres private informationer og datasikkerhed, når de befinder sig i Apples økosystem. I vores seneste stramning af reglerne gjorde vi det meget klart, at apps fra vores App Store ikke må indsamle information om, hvilke andre apps der ligger på brugernes enheder. Det må hverken foregå med formål som analyser, reklamer eller marketing. Desuden skal udviklere af apps gøre klart, hvilke brugerdata der bliver indsamlet, og hvordan de bliver brugt.”
Mens Onavo altså nu er forsvundet fra Apples iOS App Store, kan ejere af Android telefoner fortsat downloade den gratis VPN app fra Google Play. Her er app’en downloadet over 214.000 gange og får flotte anmeldelser af brugerne.
Facebook selv har stadig travlt med at rydde op hos sig selv efter Cambridge Analytica skandalen tidligere på året. I et nyt blog indlæg fortæller Facebook, at man har suspenderet over 400 apps, som mistænkes for at indsamle brugerdata i samme stil som Cambridge Analyticas ”thisisyourdigitallife” app.
Dermed får vi også et billede af, hvor udbredte den slags apps er i Facebook verdenen. Disse apps kan ikke kun holde øje med Facebook brugerens egne aktiviteter, men også hvad vennerne gør og udveksler af informationer. Oplysningerne skal bl.a. have været solgt til Donald Trumps it-folk under præsident kampagnen i 2014.
Ud over at bandlyse mere end 400 apps har Facebook også bandlyst den første Facebook gruppe siden Cambridge Analytica. Det er gruppen omkring MyPersonality app’en.
Ifølge Facebook nægtede app’en at medvirke i en intern revision og er derfor blevet lukket og smidt ud af verdens største sociale medie. Efter Cambridge Analytica skandalen har Facebook gennemført en omfattende intern undersøgelse af apps, der har adgang til mange brugerdata.
Omkring fire millioner Facebook brugere har delt informationer med myPersonality app’en. De vil alle blive advaret af Facebook om det skete. App’en havde ikke adgang til Facebook venners data og skal stort set ikke have været aktiv siden 2012.
Med andre ord graver Facebook både dybt i sine systemer og langt bagud i tiden. Gad vide, hvad efterforskerne ellers finder dernede….
Ingen kommentarer endnu