Her kan I leve Corona-frit

Facebook køber kloge brilleglas

Bliver Facebook det første firma, der i stor stil lancerer intelligente briller med indbygget Augmented Reality (AR)? Meget kunne tyde på, at Mark Zuckerberg og co. lykkes med  det for næsen af bl.a. Apple og Google.

Facebook kunne nemlig i går meddele, at man har underskrevet en eksklusiv kontrakt med det engelske firma Plessey. Det betragtes som verdens fremmeste, når det gælder produktionen af fremtidens MicroLED displays. De er gennemsigtige og kan anvendes som brilleglas, der blander de virkelige ting, som bæreren ser, med virtuelle indspejlinger af f.eks. data og motiver.

Plesseys skærme er fremstillet i gallium nitrit materiale (GaN, der er anbragt på ekstremt tynde silicium plader. De har høj pixel-tæthed, Full HD kvalitet og god kontrast, så de kan anvendes til mange formål.

For Facebook er AR-briller det mest oplagte og kommercielt interessante til både spil, mode og sport, men teknologien kan også skaleres op til store displays på f.eks. vinduer.

Plesseys displays skal desuden bruge meget lidt strøm og kan klare sig uden baggrunds-belysning. Vigtigt, når de skal sidde som brilleglas i spinkle stel uden plads til større batterier.

Her kan de så f.eks. fungere som kopier af en smartphones skærmbillede, der er anbragt lige foran brugerens øjne. James Bond ville elske det.

(Foto: Plessey)

Zuckerberg har flirtet med mulighederne i Augmented Reality i flere år. Facebook er allerede dybt ind i den mere komplicerede Virtual Reality (VR) via datterselskabet Oculus, men mangler en rigtig ”killer application.” Et hardware produkt, der kan sælges i milliontal til et bredt publikum. AR-briller kunne sagtens være det savnede.

Plessey selv taler i en pressemeddelelse om, at firmaet vil hjælpe Facebook med at ”udvikle og fremstille nye teknologier med potentiale til AR og VR.”

Mon ikke, det er den pæne måde at sige, at Facebook har lagt en stor check hos briterne for at sikre sig rettighederne for næsen af en stribe ivrige konkurrenter?

Det vil dog nok vare et par år eller fem, inden vi ser konkrete eksempler på de intelligente briller, der naturligvis fungerer ved hjælp af trådløs kommunikation. Mark Zuckerberg har tidligere udtalt, at AR-briller bliver en realitet i dette årti.

Mange firmaer er i gang med at udvikle Augmented Reality briller. De første er allerede på markedet, men de er enten klodsede at se på eller er så dyre, at de kun er interessante til professionelle formål.

Briller med indbyggede ekstra displays bruges f.eks. af læger under operationer, monterings-personale ved samlebånd eller af reparatører, der gerne vil have manualen lige ved hånden – eller rettere lige foran øjnene.

Facebook derimod vil både have penge, salgskanaler og marketing-power til at gøre kloge briller til hvermands eje. Via sociale medier som Instagram og Facebook vil de være spændende fornyelse for f.eks. tøj- og kosmetik-branchen, for frisører, bilfirmaer og møbelhuse….

(Indledningsfoto til artiklen: Plessey)

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Her kan I leve Corona-frit