Sådan har I aldrig fået en iPhone før

Facebook har nu 2.500.000.000 brugere

Når man – som jeg – har fulgt Facebooks udvikling gennem mange år, vil man være vant til at se fremgange på store to-cifrede procenter hvert eneste kvartal.

Et og andet kunne tyde på, at den tradition er ved at gå lidt i stå. I oktober, november og December voksede Facebooks omsætning kun med 25 procent. Langt mindre end de 40 procent, vi er vant til.

Og endnu værre for Facebooks aktionærer: I år vil verdens største sociale medie kun gå frem med langt under 10 procent. Pessimister mener, at fem-seks procent er det mest sandsynlige.

Børsen i New York reagerede prompte med et dyk på 7,2 procent i aktie-kursen. Men det overlever Facebook jo nok. Mark Zuckerberg har oplevet langt værre styrt i værdien og alligevel vendt tilbage som en prop i vandet kort efter.

Facebook kunne samtidig fortælle, at medlems-tallet fortsat vokser. ”Fjæset” har nu over 2,5 milliarder brugere verden over. Det er otte procent flere end for et år siden.

Over 2,9 milliarder mennesker bruger nu en af Facebooks apps på deres mobil. Ud over Facebook selv er det Instagram, Messenger og WhatsApp. (Foto: Pixabay)

Nok så interessant er det, at 2,9 milliarder mennesker bruger en af Facebooks apps på mobilen eller tabletten – mindst én gang om måneden. Det er apps til Facebook selv, Instagram, WhatsApp eller Messenger.

Dette tal fortæller, hvor stærkt et greb Mark Zuckerberg og co. har om online verdenen og sociale medier. De fleste bruger nemlig mere end blot Facebook. Et faktum, der gør Facebook gruppen svær at komme udenom for annoncører og marketingfolk.

Facebook gruppen er da også verdens næststørste online platform til reklamer og promotion. Kun Google er større og fungerer i praksis som klodens største reklame-bureau.

Facebook har flere forklaringer på sin sløvere vækst. Markedet er ved at være mættet af sociale medier. Mange landes øgede fokus på privatlivets fred som f.eks. EU’s GDPR-regler. Og stigende bekymring for målrettede og personlige reklamer.

Apple og Google har f.eks. annonceret, at de vil begrænse brugen af browser cookies. De anvendes overalt til at holde øje med online brugeres færden og besøg på websider.

Facebook vokser ikke så stærkt som før. (Foto: Pixabay)

Nye restriktioner vil ramme Facebook hårdt, fordi man her har tjent mange penge på at sælge information til annoncører om, hvad Facebook brugere både læser på det sociale medie selv og på eksterne hjemmesider.

Dertil kommer, at Facebook har måttet kæmpe med gentagne skandaler om salg af sine brugeres personlige dage til eksterne firmaer, flere hacker-angreb osv.

Facebook oplyser således, at koncernens udgifts-konto er øget med en tredjedel i det seneste kvartal – til 12,22 milliarder USD eller ca. 84 mia. kroner. Det er penge, som bl.a. er brugt på advokater, politiske spindoktorer og forbedring af it-systemer med øget sikkerhed osv.

Senest har Facebook måttet betale 550 millioner dollars –  3,8 milliarder kroner – i erstatning til den amerikanske delstat Illinois. Her blev Facebook dømt for at have indsamlet og lagret biometriske data fra millioner af brugere uden at have indhentet deres tilladelse til det.

(Indledningsfoto til artiklen: Annie Spratt / Unsplash)

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sådan har I aldrig fået en iPhone før