Surface Book 2 lækker og dyr

Får vi mon en OnePlus 5T?

I første omgang hed det sig, at OnePlus ville hoppe direkte fra sin Model 5 og videre til en 6’er, der skal komme i begyndelsen af næste år.

5’eren har imidlertid solgt langt bedre, end OnePlus havde drømt om. OnePlus 5 er udsolgt i de fleste lande. Et luksus problem vil mange mene, men også et farligt problem.

OnePlus risikerer nemlig at ende i glemslen hos publikum, og det er noget at det værste, der kan overgå et mærke. Mobilbranchen er hurtig og dynamisk. Folk kigger på, hvad man kan købe af nyt og spændende her og nu eller snart. Hvad der var en af de bedste telefoner for et halvt år siden, er historie.

Det kunne derfor se ud, som om OnePlus skubber en ny mellem-model ind, der bliver præsenteret i november – og skal være klar til den vigtige julehandel. Navnet er OnePlus 5T.

OnePlus gjorde præcist det samme for et år siden med 3 til 3T modellerne, så tricket fungerer. Levér en stærkere telefon med bedre processor til samme pris, men uden at ændre meget andet.

Det kinesiske spionfoto af den nye OnePlus viser en telefon med tynde rammer omkring skærmen på 5,9 eller 6 tommer.

De første spion-fotos, der er sluppet ud af Kina, tyder imidlertid på, at OnePlus denne gang ikke vil nøjes med at forbedre indmaden. Designet på den mulige OnePlus 5T er også helt anderledes end på den nuværende 5’er.

Når jeg skriver ”mulig”, skyldes det, at spion-billederne fra det store kinesiske Weibo sociale medie i princippet også kunne være fotos af en kommende OnePlus 6. Tag derfor historien med et gran salt.

Den store forskel er, at den næste OnePlus ligner Samsungs Galaxy S8 forfra. Bagpå minder den i design om iPhone 7, hvis man ser bort fra fingeraftryks skanneren. Den har OnePlus flyttet fra fronten og om bagpå.

Samtidig har OnePlus kunnet gøre rammerne omkring skærmen meget tyndere og mere elegante. Dermed vil OnePlus være den seneste af de store mobilfabrikanter, der følger moden med displays, som fylder hele forsiden af telefonen.

De tyndere rammer betyder, at OnePlus 5T får en større skærm i samme størrelse cover. Formentlig hopper OnePlus fra 5,5 til 5,9 eller 6,0 tommer.

Den nye OnePlus skal ligne Samsungs Galaxy S8 i design. Blot har OnePlus flyttet fingeraftryks skanneren om bagpå.

Formentlig udstyrer OnePlus den nye mobil med den velkendte Snapdragon 835 processor og mindst 6 GB RAM. Chipfabrikanten Qualcomm er ikke helt klar med Snapdragon 836 og 845 processorer, og dem kan OnePlus ikke vente på.

 

Informationerne fra Kina tyder til gengæld på, at OnePlus opgraderer kameraerne. På bagsiden vil der være et dobbelt med 20 og 16 megapixel sensorer – og nu også med optisk billed stabilisering. Selfie-skyderen på fronten skal være på 16 megapixel.

Resultatet kan sagtens blive, at de mange tusinde danskere, der har købt OnePlus i løbet af sommeren og gjort den til en af årets bestsellere, bliver skuffede over at stå med en ”gammeldags” telefon allerede efter et halvt år.

Omvendt har OnePlus ikke råd til at stoppe salget af telefoner helt frem til næste forår. Den nuværende OnePlus er jo angiveligt udsolgt de fleste steder – og at genoptage produktionen kan eller vil den kinesiske fabrikant heller ikke. Måske fordi næste generation allerede er klar til at blive lagt på samlebåndet….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Surface Book 2 lækker og dyr