Nul nøgen-fotos med denne mobil

Evergreens dominerer i radioen

Hører I også dem, der synes, at radiostationerne spiller de samme melodier hele tiden? Tænder man for radioen, som man typisk gør, når man kører i bil – eller drejer man lidt op for musikken under arbejdet – kommer genhøret hele tiden. Den samme sang fik man da også blæst i ørerne for en time eller to siden.

Det kan sagtens være korrekt – og dét er der flere årsager til. Mange radiostationer kører f.eks. med et programmeret indhold. Det vil sige, at studieværten kun har et begrænset antal melodier at vælge imellem. Måske skal DJ’en ligefrem følge en forudbestemt spilleliste, uanset om han eller hun synes om musikken eller ej.

Gentagelserne kan selvfølgelig også have en anden årsag. Sangene er bare så gode, at alle studieværter og DJ’s spiller dem. Så kan det ikke undgås, at man hører de samme toner hele tiden. Såmænd også, når man skifter radio-kanal.

Det store analyse-firma Nielsen har prøvet at grave lidt længere ned i musikken. I hvert fald de amerikanske radiostationer har spillet de samme hits gang på gang i de seneste ti år. På den måde bliver en melodi pludselig til en evergreen.

(Infografik: Statista.com)

 

Faktisk vælger USA’s radioværter ustandseligt gamle sange. Den nyeste melodi på Top-10 over de mest spillede numre i de seneste ti år er selv fem år gammel.

Mon det skyldes, at radio-stationerne hellere vil satse på kendt og gennemprøvet indhold fremfor at spille nye melodier og kunstnere? Man kunne let få den mistanke.

Den mest spillede sang på USA’s radiostationer i perioden fra 2010 til og med 2019 var Police’ ”Every Breath You Take.” 11 milliarder gange er den sendt ud i æteren. Teoretisk set har hver eneste amerikaner fra 0 til 105 år hørt Police nummeret 35 gange på ti år!

Jeg ved ikke, om der nogensinde er lavet en tilsvarende analyse i Danmark. Den vil nok se noget anderledes ud end den amerikanske og f.eks. næppe indeholde country. Men både Police og Natalia Imbruglias ”Torn” kunne sagtens finde plads på en dansk radio Top-10 over de seneste 10 år.

Her ses Police optræde i Madison Square Garden i New York i 2007. Det kunne sagtens være, at Sting og co. spillede ”Every Breath You Take” på billedet. (Foto: Lionel Urman / Wikimedia)

I øvrigt viser en anden amerikansk analyse, at selvom musik-streaming vinder frem overalt, har Spotify, Apple Music, Pandora og co. ikke kunnet udrydde den goe gamle radio ét bestemt sted. I biler og lastvogne. Her regerer radiobølgerne stadig – og suverænt.

Ifølge Edison Research lytter 52 procent af USA’s bilister og truckere mest til traditionel radio, når de sidder bag rattet. FM eller AM. Kun 12 procent hører på online audio – altså streamet musik eller en internet radio.

Analytikerne regner dog med, at den situation vil ændre sig markant i de kommende år. Flere og flere nye biler fødes med Apple CarPlay og/eller Android Auto som del af deres stereo-systemer.

Helt udrydde radiobølgerne vil digital audio dog næppe, tror Edison Research. At have en god DJ og studievært som med-passager hører ligesom med, når man er ude at køre langt….

(Indledningsfoto til artiklen: Stocksnap / Pixabay)

 

Den traditionelle radio dominerer stadig, når der skal lyttes til musik i bilen,. (Foto: Mpho Mojapelo / Unsplash)

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nul nøgen-fotos med denne mobil