Huawei satser stærkere på ure

Er E.T. rejst hjem?

Det er længe siden, at vi har set store overskrifter i danske dagblade om, at UFO’er er landet i vores lille land og måske endda har sat fremmede væsener fra andre planeter af, så de kunne udforske os mærkelige mennesker.

UFO-feberen har det med at bryde ud med jævne mellemrum. Ofte inspireret af nye science-fiction film i biografen eller tv-serier som ”X-Files” med Fox Mulder og Dana Scully i hovedrollerne.

Siden 2014 er antallet af rapporterede UFO opdagelser mere end halveret på verdensbasis. Fra 8.696 til foreløbig 3.396 i år. Meget kunne altså tyde på, at E.T. er rejst hjem, og andre ”Extra-Terrestials” har mistet interessen til at besøge Jorden.

Mon der kommer en invasion af mennesker senere i dag på den hemmelighedsfulde Area 51 base i Nevadas ørken? (Foto: Elias Sch / Pixabay)

På den anden side har den store avis ”New York Times” skabt en masse røre i USA i de senere dage. Den fortæller nemlig om adskillige amerikanske Navy piloter, der har set mystiske flyvende objekter nær USA’s syd-østlige kyster.

Historien er hverken blevet bekræftet eller afkræftet af USA’s militær, men den er bestemt med til at øge amerikanernes mistanke om, at myndighederne gemmer på hemmeligheder fra andre planeter.

En ny rundspørge fra analyse-bureauet YouGov viser således, at 54 pct. af amerikanerne mener, at det er sandsynligt eller meget sandsynligt, at USA’s regering og militær ved noget om UFO’er, som de ikke vil afsløre offentligt. 27 pct svarer, at det er usandsynligt, mens 19 pct. svarer ”ved ikke.”

Steven Spielbergs legendariske “E.T.” film var med til at tegne et venligt og sympatisk billede af rumvæsener. (Foto: Universal Picture)

Folk med hang til konspirations-teorier har længe snakket om en hemmelig flybase i Nevada – Area 51 – hvor det amerikanske militær skulle gemme lig af rumvæsener, der er styrtet ned med en UFO.

Forleden blev den teori vildt bestyrket via Facebook, hvor en eller anden inviterede til et event med titlen ”Storm Area 51, They Can’t Stop All Of Us.”

Eventet skal finde sted i dag – den 20. september 2019. Facebook har dog slettet eventet efter anmodning fra de amerikanske myndigheder. På det tidspunkt havde 1,4 millioner mennesker meldt sig som deltagere i angrebet på Area 51, mens 1,1 mio. skrev, at de var interessede.

(Infografik: Statista.com)

Det bliver spændende at se, om den militære flybase i Nevada bliver invaderet af mennesker i dag, når solen står op på den amerikanske vestkyst i eftermiddag.

Det amerikanske luftvåben er i hvert fald sat i alarm-beredskab. I går udsendte US Air Force således en officiel advarsel til folk. De skal ikke på nogen måde forsøge at tiltvinge sig adgang til Area 51.

Sådan en advarsel har dog ofte den helt modsatte effekt: Folk tror endnu stærkere på, at USA gemmer på hemmeligheder om besøg fra fremmede planeter. Måske ligefrem en af E.T’s fætre….

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Huawei satser stærkere på ure