Første Android ur med eSIM

Er det her markedets hurtigste mobil?

Hvert år har sine kapløb blandt smartphone fabrikanterne. Sidste år var det skærmene, der bare blev større og større. I år havde de fleste vel nok regnet med, at det blev 5G, som man skulle kæmpe om. Især, hvem der kunne sælge mobiler billigst med fremtidens mobilnet ombord.

Nu kunne det imidlertid se ud, som om vi skal se nok en heftig rivalisering. Nemlig om, hvor hurtige displays man kan sætte på sine telefoner.

OnePlus lagde ud i 2019 ved at lancere markedets første smartphones med 90 Hz skærme. 60 billed-fornyelser i sekundet (Hz) er ellers det normale. Her for nylig øgede Samsung frekvensen til 108 Hz på sine nye Galaxy S20 mobiler, men de er allerede ved at blive overhalet indenom.

Med en opdaterings-frekvens på 144 gange i sekundet har ZTE’s Nubia Red Magic 5G markedets hurtigste skærm på en mobiltelefon. (Foto: Nubia)

144 Hz displays ser ud til at blive den nye rekord, som fabrikanterne skal måle sig med. Den sættes af det kinesiske mærke Nubia, som vi stort set ikke kender i Danmark. I hjemlandet får datterselskabet af mere kendte ZTE meget ros for sine underholdnings- og spilfokuserede Red Magic smartphones.

Gamer-folket er også målgruppen for Nubias nye Red Magic 5G model, der ud over den vildt rappe skærm på 6,65 tommer også har fået det hurtige 5G mobilnet indbygget. Med andre ord står Nubia godt rustet med en af markedets stærkeste smartphones.

Indenbords sidder nemlig også årets top-processor Snapdragon 865, en Adreno 650 til grafikken og valget mellem RAM-størrelser på 8, 12 eller 16 GB og lagre på 128 og 256 GB. Alle rummer markedets hurtigste chips som DDR5 til RAM-hukommelse og UFS 3.0 til lagerstyringen.

Displayet med 144 Hz ”refresh rate” er lige så hurtig til at vise spil og video som de dyre skærme, gamer-freaks køber til deres e-sport aktiviteter på pc. Hos Nubia viser AMOLED displayet sine billeder i FHD+ kvalitet – 2.340 gange 1.080 punkter. Det har automatisk lysstyrke kontrol med separat sensor og har tillige fingeraftryks-skanneren integreret.

Alt på den nye Red Magic 5G er skruet op til Formel 1 niveau. Telefonen rummer således sit eget kølesystem med en kombination af væske og en blæser, der roterer med op til 15.000 omdrejninger i minuttet.

Batteriet er på solide 4.500 mAh og har sin egen væske-køling, som det kan lades op med hurtige 55 watt og 10 ampere. Desuden har telefonen et klassisk hovedtelefon-stik på 3,5 mm, hele tre mikrofoner, en syv-pin konnektor på siden til ekstra-udstyr og to udløsere (triggere) på hver skulder. Her sidder de ergonomisk rigtigt, når det skal gå stærkt med mobil-spillet.

Den kraftige mobil med speciale i computerspil rummer en kombination af væske- og blæser-køling. (Foto: Nubia)

Endelig er der så kameraerne på Nubia Red Magic 5G. De virker nærmest beskedne i forhold til udstyret på resten af telefonen. På bagsiden sidder tre billed-sensorer med en Sony på 64 megapixel, et 8 MP kamera til super vidvinkel og et 2 MP objektiv til næroptagelser (makro). Selfie-skyderen på 8 megapixel på fronten imponerer heller ikke.

Salget af Nubia Red Magic 5G begynder den 19. marts i Kina, hvor telefonen skal koste mellem 3.799 og 4.999 yuan. Det svarer til 3.850 og  godt 5.000  kroner. Mange penge for en telefon på det kinesiske marked. Eksporten skal begynde i maj. Om Danmark står på listen, er ikke oplyst….

(Indledningsfoto til artiklen: Nubia)

Alt i Nubia Red Magic 5G er optimeret til høj ydelse. Kun kameraerne skuffer en smule. (Foto: Nubia)

Nubia Red Magic 5G er formentlig markedets kraftigste smartphone i øjeblikket. (Fot: Nubia)

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Første Android ur med eSIM