3’s kunder får fri roaming i Thailand

Elegant Bluetooth vellyd fra Dynaudio

Nogle vil jo nok sige, at danske Dynaudio er lidt sent ude med små bærbare og trådløse højttalere, når konkolleger som ligeledes danske B&O og Vifa eller udenlandske rivaler som Sonos og JBL for længst sælger udmærkede produkter til det hurtigt voksende Bluetooth marked.

Men bedre sent end aldrig, vil Dynaudio sandsynligvis svare. De fire nye højttalere i Dynaudios nye Music serie er nemlig mere intelligente, mere avancerede og nok også mindst lige så vellydende som konkurrenterne.

Dynaudio har årtiers erfaring med at bygge high-end højttalere, der bestemt ikke er billige. Til gengæld står højttalerne hos mange Hi-Fi og musik-entusiaster verden over. Dynaudios tilsvarende auto-højttalere fås som ekstra-udstyr til f.eks. VW’s forskellige personbiler.

De nye Music højttalere fra Dynaudio i Skanderborg har typisk dansk design. Klare og rene linier, hvor man ikke er bange for at bryde traditioner for at fremme lyd og udseende. De er ”indpakket” i stof fra danske Gabriel, og man kan vælge mellem farverne rød, blå, lysegrå og mørkegrå.

Music boksene er således mange-kantede og ser ens ud fra begge sider. Det betyder, at de kan placeres stort set alle vegne – i dagligstuen, i køkkenet, på kontoret eller tages med ud på terrassen og picnic turen. Man skal blot have en smartphone, tablet, laptop eller et Hi-Fi anlæg til at levere den trådløse musik.

Dynaudio Music 1 og 3 er batteri-drevne og kan derfor snildt tages med under armen eller flyttes rundt i boligen, hvor der nu er behov for musik. Højttalerne er rundstrålende og kan stå både selvstændigt eller to og to for at skabe et bedre stereo perspektiv. Desuden kan de indgå i en trådløs multi-rums opstilling.

Music 5 og 7 er større og er nok mere oplagte til stationær placering. De kan f.eks. stilles på en reol, hænges på en væg eller placeres ved et tv, hvor de kan fungere som en vellydende sound bar.

Det særligt intelligente ligger i, at Dynaudio har indbygget et ”Room Adapt” kredsløb med en Digital Signal Processor (DSP) i sine nye Music bokse.

Det sørger for, at højttalerne automatisk måler akustikken det sted eller i det rum, de bliver placeret – og tilpasser deres lydbillede efter forholdene. Måske mere bas, måske mere mellemtone.

Højttalerne har samtidig en Music Now funktion i den medfølgende app til iPhone/iPad eller Android. Den giver adgang til at lave personlige spillelister, som app’en kan hjælpe med at sammensætte ud fra personens musiksmag og favoritter.

I den forbindelse støtter Music nyhederne alle musik tjenesterne Spotify og Tidal, ligesom de fungerer med både Bluetooth (inkl. Aptx), WiFi, Apple AirPlay og DLNA til Android.

Alle fire Music højttalere er aktive, og hver enhed har sin egen digitale Klasse D forstærker, der er skræddersyet til formålet:

Music 1 kommer således med en 4 tommers bas/mellemtone og en 1 tommers dome diskant. Hver enhed har en forstærker på 40 watt, så total-effekten bliver 80 watt. Ganske meget for så lille og handy højttaler. Det indbyggede batteri kan holde Music 1 kørende i otte timer på en opladning.

Den lidt større Music 3 kører også på batteri i otte timer. Den er forsynet med en 5 tommer bas/mellemtone og to diskanter på hver 1”. Effekten er 120 watt (3 gange 40W).

Music 5 er mest til stationært brug, da den ikke indeholder et batteri. Til gengæld får man en 5” bas/subwoofer, to mellemtoner på hver 3” og to dome diskanter på 1”. Den samlede effekt kryber så op på 250 watt.

Endelig er der så den store Dynaudio Music 7 med to bas-enheder på 5”, to mellemtoner på 3” og to diskanter på 1”. Hver enhed har en 50 watts digital forstærker tilknyttet, så højttaleren totalt set kan aflevere 300 watt ud i rummet. Music 7 – og lillebror 5 – kan levere ”hi-res” Hi-Fi lyd af meget høj kvalitet.

Alle fire højttalere har USB og 3,5 tomme mini-jackstik til eksterne analoge musik-kilder. Music 5 og 7 har også en digital optisk indgang – og Music 7 tillige HDMI, så den kan fungere som sound bar for et tv.

De nye Dynaudio Music højttalere kommer til salg senere i år. De danske priser kender jeg ikke, men de engelske kan vel tages som udgangspunkt.  Den mindste Music 1 skal koste 450 GBP og den dyreste 875 GBP. Det svarer til ca. 3.900 og 7.600 kroner. Dyrt, men høj kvalitet for entusiaster….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

3’s kunder får fri roaming i Thailand