En laptop kun for katte

Earbuddies kan man deles om (aprilsnar)

Parløb om musikken er åbenbart en trend i tiden. Man skal ikke være alene om melodierne. For et par dage siden lancerede Spotify f.eks. sit Premium Duo abonnement, hvor to kan deles om udgifter og spillelister. Og her til morgen præsenterer danske Jabra sine trådløse nye Earbud(dy) hovedtelefoner.

De er verdens første til to samtidige brugere. De har f.eks. en unik ”Buddy” funktion, hvor man kan personliggøre sin musik. Og ekstra smart: Jabra nyheden kan få to stemme-assistenter til at arbejde sammen i ét headsæt.

Jabra Earbud(dy) er forsynet med en letvægts hovedbøjle, der uden problemer kan tilpasses både et enkelt og to hoveder. Det kunne jo være et kærestepar eller to slyngveninder, der alligevel deles om alting. Også musikken.

Det nye Jabra headsæt har en hovedbøjle, der kan udvides så meget, at to mennesker kan lytte med på samme hovedtelefon.

Ligesom Spotifys nye Duo kan Jabra Earbud(dy) hjælpe med til at integrere de to brugeres musikalske smag. Via ”Buddy” funktionen i den medfølgende app til mobiltelefonen kan blande spillelisternes melodier med hinanden.

Buddy app’en er tilmed så smart, at man kan indstille høre-oplevelsen individuelt for hver side af hovedtelefonerne. Man skal jo huske, at hver bruger kun har én øreprop.

Vil man f.eks. gerne have et ekstra bas-drøn på sin musik, justerer man det på Jabra app’ens digitale equalizer. Den ændring i lydbilledet optræder kun i den ene side af hovedtelefonerne. I den anden lyder samme musik helt anderledes, fordi makkeren f.eks. foretrækker en akustisk indstilling som ved en live koncert i en café eller en lille bar.

Jabras nye hovedtelefoner har bl.a. en “Buddy” knap, der gør, at man kan dele hinandens spillelister på mobiltelefonen.

Samme opdeling kan man foretage med stemme-assistenterne. Der kan jo være folk, som kommunikerer bedre med Apples Siri end med Amazons Alexa, Samsungs Bixby eller Googles Assistent.  Med Earbud(dy) kan man således have to forskellige smartphones koblet til samme hovedtelefoner eller headsæt.

Batteri-levetiden på Jabras første hovedtelefoner til to er på 15 timer. Efter blot 20 minutters ”quick charge” kan Earbud(dy) spille videre i yderligere fem timer.

Jabra Earbud(dy) er kun tilgængelig hos udvalgte forhandlere i dag den 1. april 2019. Prisen er 1.599 kroner….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En laptop kun for katte