Hvor lang tid tager en succes?

Drik vin på en anderledes måde

I går var jeg som de fleste andre danskere til Sankt Hans gilde. Ganske vist uden det ellers obligatoriske bål, men som altid med rigeligt at spise og drikke. Der var ingen risiko for tørke i svælget.

Og igen oplever man, at det der med at balancere vinglas, som kræver opfyldning hurtigere end batteriet på en mobiltelefon, kan være en ret svær opgave. Især lidt senere ud på aftenen.

Opfindsomme fest-deltagere udskiftede de almindelige vinglas med halvliters ølglas. Så kunne portionen holde lidt længere, og man behøvede ikke at stille sig i kø ved baren med flaskerne.

Da kom jeg i tanker om, at jeg forleden dag fik tilsendt en nyhed med en lidt små-skør gadget. Nemlig det selv-fyldende Glass Tank vinglas fra den japanske designer Kouichi Okamoto.

Det ligner lidt en stor kugle med blod i – i hvert fald hvis man drikker rødvin – men det kan holde væsentligt længere end et almindeligt vinglas. Hvis man samtidig godt kan lide at være selskabets centrum, er den japanske opfindelse det helt rigtige.

Okamoto har konsulteret uddannede fysikere og kemikere, da han udviklede sin skægge kombination af glas og vin-karaffel. Derfor udnyttes videnskaben om trykket mellem luft og væske til perfektion. Vinen – eller enhver anden væske i glasset – vil aldrig flyde over. Så længe man holder glasset roligt. Desuden holder visionen om den uendelige opfyldning – næsten.

Jeg kan forestille mig, at det kræver lidt træning af bære rundt på Glass Tank glasset. Overbalance må være en udpræget risiko. Den anden risiko må være, at man bliver træt i hånden af at bære nyheden. Og den tredje – at man bliver hurtigere beruset end sædvanligt. Man bærer jo på næsten en hel flaske vin i sit glas.

Kouichi Okamoto tager 32.000 yen eller ca. 1.900 kroner for sin coole opfindelse – inklusive forsendelse fra Japan til Europa. For de penge kan man få adskillige gode flasker vin. Men well – det er vel et spørgsmål om stil – og tørst….

På grund af trykforskellen mellem luft og væske, vil vinglasset aldrig blive overfyldt.

Ville I gå rundt med sådan en kleppert i hånden, når I er til fest?

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvor lang tid tager en succes?