Vivo viser fremtidens mobil

Disse mobiler er verdens mest solgte

Jeg ved, at jeg vil indhente protester, når jeg skriver, at Apple og Samsung bestemmer, hvad der sker på smartphone markedet. Huawei er jo også en stor spiller og var i størstedelen af 2019 den næststørste mobilfabrikant i verden. Ser man på Danmark alene, vil OnePlus, Nokia, Motorola og Sony nok også hævde, at de har en finger med i spillet om smartphone placeringerne.

Omvendt viser en ny analyse, at ni af de ti mest solgte mobiltelefoner i verden sidste år kom fra enten Apple eller Samsung. Den eneste ”fremmede”, som sneg sig ind i den globale Top-10. var Oppos A5 på en flot femteplads – og den mobil kender vi slet ikke i Danmark.

Som Leifshows.dk har fremhævet flere gange, var Apples iPhone XR den mest solgte smartphone i verden i 2019. Formentlig også i Danmark, hvor tallene for sidste år endnu ikke er klar.

Ifølge analysefirmaet Counterpoint Research vandt iPhone XR sågar kapløbet klart om at blive den globale nummer ét. 3,0 procent af alle smartphones købt i 2019 var en iPhone Xr.

På andenpladsen kommer XR’s afløser iPhone 11 med 2,1 procent markedsandel. Først på tredjepladsen dukker en Samsung op – nemlig Galaxy A50 med 1,8 procent andel.

Samsungs mellemklasse Galaxy A50 var verdens tredjemest solgte mobil sidste år. (Foto: Samsung)

Hvorfor Samsung og Apple dominerer så meget, er der flere forklaringer på. En af dem er geografien:

Apple sidder suverænt på sin hjemmebane USA. Her er alle de fem mest solgte mobiler sidste år en iPhone. Desuden erobrede Apple plads 2 og 3 i Europa. Tog vil lille Danmark med, ville tallene ligne de amerikanske. Apple ”all over”.

Samsung dominerede til gengæld i det meste af Asien, Latinamerika, Mellemøsten og Afrika. Desuden havde Samsung tre smartphones med i Europas Top-5 – Apple kun to.

Det eneste geografiske område, hvor hverken Samsung eller Apple har fat i den lange ende, er Kina. Det er samtidig verdens største mobil-marked. Her er Huawei, Oppo, Vivo og Xiaomi de helt store navne. Med Huawei i en position i anden halvår af 2019, der kan minde om Apples i USA eller i Danmark.

Den anden forklaring er, at Apple har få iPhones at vælge imellem, mens langt de fleste andre har mange modeller. Eneste undtagelse er OnePlus, der sjovt nok har et stærkt marked i Danmark – ligesom Apple.

(Infografik: Counterpoint Research)

Counterpoints målinger viser de mest solgte smartphone modeller i verden. Ikke, hvilket mærke der er størst totalt set. Her ser rækkefølgen noget anderledes ud: Samsung var i 2019 nummer ét foran Huawei, Apple, Xiaomi og Oppo.

Hvis man som Huawei, Samsung, Xiaomi eller BBK gruppen – det er Oppo, OnePlus, Vivo og Realme – sælger mange forskellige smartphones, er det sværere at få en enkelt mobil med i Top-10. Det store salg er jo fordelt på somme tider snesevis af modeller.

Analytikerne gør således opmærksom på, at de ti mest solgte smartphones i 2019 kun står for 15 procent af det totale salg. Publikum spreder altså deres kærlighed bredt på de mange mobiler, de kan vælge imellem.

Sidste år udgjorde 5G telefoner kun én procent af salget på verdensplan. I Danmark og Tyskland var det nul procent, fordi 5G netværkene først ruller ud i år.

Counterpoint forventer, at 5G vil få en meget stærkere position i år. Spørgsmålet er, om en enkelt 5G telefon vil sælge så godt, at den kan erobre en plads i Top-10. Meget vil afhænge af, hvordan Apple lancerer sine første iPhones med 5G til september – og om Samsung lykkes med sin strategi at sælge 5G mobiler til både mellemklasse og topklasse priser.

Til sidst lige en Top-5 over de mest solgte smartphone modeller i Europa i 2019. Kilde: Counterpoint Research:

  1. Samsung GalaxyA50 – 5 procent
  2. Apple iPhone XR – 4 procent
  3. Apple iPhone 11 – 3 procent
  4. Samsung Galaxy A10 – 3 procent
  5. Samsung Galaxy A40 – 3 procent

Bemærk, at alle Samsungs bedst sælgende smartphones – både i Europa og på verdensplan – er mellemklasse modeller. De er alle betydeligt billigere end de iPhones, de slås om topliste pladserne med. Ikke en eneste af Samsungs dyrere Galaxy S eller Galaxy Note telefoner sælger nær så godt….

(Indledningsfoto til artiklen: iPhone XR / Apple )

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vivo viser fremtidens mobil