Samsung viser A50 i mellemklassen

Denne 5G hub bliver helt uundværlig

Alle taler om 5G for tiden. Måske endnu mere, efter at Telia, Telenor og Nokia meddelte i går, at nogle få danskere i to byer snart kan få glæde af at afprøve det nye superhurtige mobilnet. En hel biograffilm på 1 GB ned på mobiltelefonen på tre sekunder. Det siger noget om tempoet.

Men er mobilmasterne og en i begyndelsen meget dyr 5G smartphone det eneste, der skal til for at gøre en fartgal tech-nørd lykkelig? Nej – selvfølgelig ikke. For han eller hun har formentlig en familie eller måske flere 5G dimser i husholdningen, der også skal serviceres.

Så er det at banke på døren hos HTC, der engang for nogle år siden var det største Android mærke på det danske marked. Kun overgået af Apples iPhones i danskernes gunst. Men det er længe siden. I dag husker kun få HTC som smartphone fabrikant. Måske nogle få kender HTC for sine Vive virtual reality briller.

Nu melder HTC sig til gengæld tilbage i første parket. Midlet er noget så usædvanligt er en trådløs hub, der både er elegant at se på – og altså vildt hurtig.

Den nye HTC ligner mest af alt et digitalt vækkeur eller en ny variant af de stemmestyrede højttalere til tingenes internet, som Facebook, Google, Lenovo eller LG har vist i de senere måneder. Altså en lille skærm med indbygget Bluetooth højttaler.

Det er HTC dimsen nu slet ikke. Den er først og fremmest en gadget, som man sætter som trådløst mellemled mellem 5G mobilnettet og hjemmets øvrige gadges. De får så serveret downloads eller internet trafik med hæsblæsende 2,63 gigabytes pr. sekund. Op til 20 enheder ad gangen, Til hele fodboldholdet inklusive reserver og trænerne. Utroligt.

Til sammenligning skal man være glad, hvis man kan få download hastigheder på 60 til 100 Mbps . ikke Gbps – i de 4G netværk, som vi har i Danmark i dag.

Indendørs i HTC’s lille 5G Hub sidder Qualcomms nyeste super-processor Snapdragon 855, som man også finder i de stærkeste nye smartphones i 2019. Den assisteres af et X50 modem til 5G fra samme chipfabrikant.

Alt dét lyder lidt teknisk og kedeligt. Kan man slet ikke bruge HTC nyheden til noget sjovt og fornøjeligt?

Jo da. 5 tommer skærmen er selvfølgelig touch styret og kan fint fungere som en lille tablet, man kan køre apps, video og musik på. Den har 32 GB lager til at gemme tingene på og kan udvides til det mangedoblede via MicroSD kort. Det hele styres af Android 9.0 styresystemet, der sikrer fuld kompatibilitet med tusinder af apps.

Desuden rummer HTC’s nye dims et stort batteri op 7.660 mAh. Meget mere end hubben selv har brug for. Derfor kan nyheden ikke kun fordele lynhurtigt internet, men også strøm til f.eks. mobiltelefoner, som er ved at løbe tør. Via kabel eller trådløst.

Nuvel – HTC’s 5G Hub er irrelevant for 99,9 pct. af danskerne. Kun de få håndfulde, der kommer med i Telias og Telenors test-netværk kan bruge HTC nyheden til noget. Desuden sættes den i første omgang kun til salg i USA, hvor teleselskabet Sprint vil lancere sine første 5G netværk til efteråret. I nogle få udvalgte storbyer.

På den anden side viser HTC allerede nu, hvad mange af os vil have stående om måske tre-fire år. En hub, der fordele 5G telefoniens fantastiske hastigheder til nogle flere apparater end ens første 5G smartphone. Set i den sammenhæng er HTC nyheden egentlig meget relevant at vide lidt om…..

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Samsung viser A50 i mellemklassen