Huawei vokser vildt i ”wearables”

Den er gal med statens it

De er med til at kontrollere vores liv og dagligdag. De holder styr på vores skattepenge,  og de sørger for den offentlige administration i det hele taget.

Derfor må det være foruroligende at læse, at næsten halvdelen af statens it-systemer halter bagud i forhold til den teknologiske udvikling og brugernes behov.

En ny rapport fra Statens IT-råd  konkluderer således, at 111 af de 260 vurderede it-systemer – altså 43 procent – er i utilstrækkelig system-tilstand.

Ifølge organisationen IT-Branchen er det et tegn på, at staten ikke prioriterer driften af sine edb-systemer højt nok:

Danmark kan godt lide at prale af, at vi er langt fremme i digitaliseringen af den offentlige sektor. Det nytter bare ikke, hvis it-systemerne bagved ikke kan følge med. (Foto: IT-Branchen)

“Vi skal huske at passe på de eksisterende systemer, der leverer store dele af den service og effektivisering, vi har opnået via digitalisering ind til i dag. Det er derfor bekymrende, at næsten halvdelen af systemerne dumper i den seneste undersøgelse fra IT-rådet,” forklarer Simon Svarrer. Han er adm. direktør i forlaget Schultz og formand for IT-Branchens udvalg for offentlig digitalisering.

De tre væsentligste problemer i statens it er systemernes tekniske tilstand (21 procent, dokumentation (21 procent) samt sikkerheds-opdateringer og patches (19 procent).

65 procent af de undersøgte it -systemer vurderes til at være enten forretnings-kritiske eller samfunds-kritiske. De er altså vigtige for, at vores samfund kører ordentligt.

Tidligere har en gennemgang i 2017 og 2018 vist, at en tredjedel af alle statens kritiske it-systemer havde en ”utilstrækkelig systemtilstand”.

Næsten halvdelen af statens it-systemer halter bagefter, fordi de ikke bliver opgraderet og vedligeholdt ordentligt. (Foto: QuinceCreative / Pixabay)

Der er altså ikke tale om et nyt problem. Alligevel ser det ikke ud til, at problemet bliver taget alvorligt, mener IT-Branchen.

Vedligehold og drift er en opgave der både er kompleks, omfattende og tidskrævende. Den bliver alt for ofte bliver nedprioriteret i den offentlige sektor, hvor det er lettere at finde midler til nyudvikling end til vedligehold og drift.

”Dårlig teknisk tilstand eller manglende sikkerhed kan være fatalt for driften af den offentlige sektor, der i høj grad er afhængig af systemerne. Men det kræver prioritering og økonomi i de enkelte myndigheder samt et tæt samarbejde med it-leverandørerne, hvis denne opgave skal løftes, så vi sikrer, at bl.a. samfundskritiske systemer ikke går ned,” slutter Simon Svarrer….

(Indledningsfoto til artiklen: Elchinator / Pixabay)

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Huawei vokser vildt i ”wearables”