Ballie er Samsungs lille hjælper

Dell viser en egen spilkonsol

Dell kender de fleste som fornuftige laptops og desktop pc’er eller som servere, der knokler døgnet rundt i netværket for at holde styr på data fra alle firmaets medarbejdere.

Lidt færre er klar over, at Dell også er en stor spiller, når det gælder gaming på computere. Helt tilbage i 2006 købte Dell spil-brandet Alienware, og det får et gevaldigt pust i forbindelse med CES Show udstillingen i Las Vegas i disse dage.

Mest opsigtsvækkende er egentlig ikke Dells stærke Alienware laptops eller de nye store skærme, der gør det til en fornøjelse at bruge selv de mest avancerede computerspil.

Den mest eftertragtede Alienware nyhed er faktisk en ny håndholdt spil-konsol – Concept UFO – der ligner pc-verdenens svar på Nintendos succesrige Switch.

UFO kommer med to controllere, som man kan bruge som løse enheder eller, mens de sidder klippet på selve konsollen. På dét punkt er UFO helt identisk med Nintendo Switch. Farveskærmen er på otte tommer og kan vise 1.900 gange 1.200 punkter. Lidt mere end Full HD.

Man kan koble spil-controllerne af selve UFO enheden med skærmen. (Foto: Alienware)

Man kan også placere UFO på en medfølgende stander, når man er hjemme. Man kan streame musik, spil, tv-shows og film til den håndholdte enhed, eller man kan koble en større skærm på enheden. Man kan sågar forbinde en trådløs mus og tastatur, så UFO fungerer som en lille laptop pc.

Den store forskel på Alienware UFO og Nintendo Switch er styresystemet. Hvor Nintendo bruger sit eget, kører Dell nyheden med almindeligt Windows. Det betyder, at man kan køre en meget stor del af alle populære computerspil på den. Også dem, som der holdes mesterskaber i – og hvor danske Astralis er verdens bedste.

Indenbords er UFO som en kraftig pc. Den hører med Intels seneste nye Core processorer og byder både på hurtig SSD-disk, Wi-Fi, Bluetooth, Thunderbolt interfaces osv.

Nu venter vi så bare på en meddelelse fra Dell om, hvornår den lidt spændende UFO lander i Dannevang….

(Indledningsfoto: Dell Alienware)

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ballie er Samsungs lille hjælper