De rigeste bliver rigere og rigere
I øjeblikket er klodens topchefer, toppolitikere og analytikere samlet i schweiziske Davos for at drøfte verdens-situationen her og nu og i fremtiden. Det sker ved det årlige World Economic Forum.
Flere af de kendte politikere er blevet væk fra det snedækkede Davos på grund af problemer på hjemmebanen end normalt. Storbritanniens Theresa May kæmper om Brexit. Præsident Trump fra USA har lukket sin offentlige sektor, og Frankrigs Emmanuel Macron slås med gul-klædte demonstranter.
Parallelt med topmødet har Oxfam organisationen offentliggjort en opsigtsvækkende rapport om den økonomiske ulighed i verden.
Den fortæller f.eks, at verdens 26 rigeste mennesker ejer lige så meget som 3,8 milliarder af klodens fattige mennesker tilsammen.
Ifølge Oxfam var der i 2018 præcist 2.208 dollar milliardærer på denne klode. Dobbelt så mange som i 2008.
De bliver rigere og rigere, for det tog kun 26 af dem at få samlet en formue, der overstiger, hvad 50 pct. af jordens fattigste del af befolkningen ejer. I 2017 krævede det 43 milliardærer.
Oxfam, der har som mål at bekæmpe fattigdom på denne planet, fortæller, at det især er i lande som Kina og Indien, hvor mange nye milliardærer popper op i disse år….
Ingen kommentarer endnu